"Unormale" diabetikere

Har indenfor den sidste tid læst et par blogindlæg om "unormale" diabetikere. Det vil sige diabetikere, der ikke kan bruge de stereotype råd og anvisninger, der præger behandlerkulturen, til noget - og når til en erkendelse af, at man selv må prøve sig frem, for at finde frem til noget der fungerer.

Den erkendelse nåede jeg også til for efterhånden mange år siden. Det efterlod mig dog i et besynderligt modsætningsforhold til de behandlere, som jeg er afhængig af at spille sammen med. For de lever i illusionen om, at deres stereotype vejledninger fungerer i praksis.

Jeg har aldrig mødt eller hørt om diabetikere, der har kunnet kopiere de stereotype anvisninger og få noget godt ud af det.

Jeg er både forundret og ærgelig over, at der ikke sker en ændring i holdningen hos behandlerne. Det er jo mange ressourcer, der bliver brugt på at udvikle alle de "firkantede" retningslinier og koncepter - som ikke passer på den mangfoldighed af menneskelig forskellighed, der præger gruppen af mennesker med diabetes.

Samtidig er det med til at give diabetikere nogle dårlige oplevelser, med frustration over at det ikke fungerer, "som det skal". Indtil man når frem til at "skulle hælde" igennem - og bruge den sunde fornuft ved at prøve sig frem. Den frustration er jo helt unødvendig...