28 juni 2010

Lidt har også ret

Ved min forrige ambulante kontrol – havde jeg glæden af en samarbejdsmæssig positiv oplevelse…

Det var selvfølgelig den samme rodede verden som altid. Jeg skulle have mit årlige rutinetjek, med en masse blodprøver for lidt af hvert.

Da jeg kom ind til laboranten, kunne jeg se der manglede en af dem, der normalt var en del af ”pakken”. Jeg spurgte laboranten, som også undrede sig over, at den ikke var med. Vi lavede derefter den aftale, at han tog en ekstra prøve – som jeg så kunne bede sygeplejersken om at bestille, når jeg kom op i ambulatoriet. Så vi kunne gøre det i baglæns rækkefølge.

Og tænk, da jeg på ambulatoriet spurgte sygeplejersken, om de ikke havde glemt en prøve. Så skete der det fantastiske, at hun sagde TAK – fordi jeg selv var opmærksom på, at de havde lavet en fejl.

Ingen selvretfærdig surhed – eller irritation over, at blive fanget i en fejl – men TAK…

Det er jo dejligt, at slippe for kampe – hver gang de laver fejl. Og det kan jo heller ikke koste så meget – med et TAK – når det jo reelt er deres arbejde at sikre, at tingene fungerer. Og vi er jo nogen, der troligt retter alt, hvad vi oplever, der sker af fejl med vores egne behandling – ikke nødvendigvis af opofrende glæde – men af nødvendighed af hensyn til eget helbred…

Det virker måske ikke af så meget – at få et TAK – men med de oplevelser jeg har med i bagagen fra den verden – så hører det til i den positive ende af noget, der ikke kan forventes som en selvfølge i den verden…

Så hvem ved – måske er der alligevel håb for en bedre verden. At patienterne fremover får TAK for at nedbringe fejlprocenten i sundhedsvæsnet – i stedet for en personlig hård medfart…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hej...

Har du andre synsvinkler, viden eller erfaringer - så skriv en kommentar...

Venlig hilsen Ulla...