"Normalitet", selvaccept - og stigmatisering

Lige nu er diabetes meget oppe i medierne. Der svirrer med katastrofenyheder om den dødsensfarlige sukkersyg, årsager til sukkersyge – osv. Sukker skyld i diabetes – sukker ikke skyld i diabetes – ingen kender årsagen til diabetes – det svinger fra den ene yderlighed til den anden – fordi, der ikke er nogen, der kender svaret på hvorfor…

Det er ret irriterende med alt den mediestorm – som der sjældent er seriøs dækning for – ikke i de luftlag – debatterne kører. Det er med til at besværliggøre livet noget – for os der lever med det – med alle de forvirrede rygter og forestillinger, det kan give anledning til…

Et normalt liv med diabetes?
Hvad er et normalt liv? Noget af det der altid popper op, når mennesker får en eller anden form for sygdom – er – kan de få et normalt liv.

Men kigger man på verden og samfundet som helhed – så er der så mange forskellige måder at leve på – at normalitet – er noget meget forskelligt.

Det kræver altid et godt selvværd at være anderledes. Og noget af det vigtigste ved at leve med diabetes eller en anden kronisk sygdom – handler om at turde være anderledes – og holde af sig selv for de særpræg man har.

Da jeg fik diabetes vedtog jeg for mig selv – at det fremover var normalt for mig – at leve med sprøjten og kulhydrattælleren i baghovedet. Og sådan var det bare. For jeg var jo stadig den samme på alle andre måder.

Jeg tog det ikke til mig som en form for unormalitet – mere som en praktisk besværlighed – som jeg kunne – og stadig kan bande lidt over – når der er ting, der bliver lidt for besværlige.

For megen dramatik er med til at stigmatisere os der lever med sygdommen
Det tjener aldrig målgruppens interesser, når der kommer alt for mange krisealarmer om den sygdom, de skal leve med.

Selvfølgelig lever man med det besvær, og den ekstra risiko der er forbundet med sygdommen. Men der er mange mennesker, der lever med nogle begrænsninger og besværligheder – på den ene eller anden måde. Naboens græns er jo sjældent så grønt – at livet er helt problemløst. I hvert fald ikke ifølge dem selv. Vi har jo en god brokkekultur i lille
Dannevang.

Men ret skal være ret. Det kan godt lade sig gøre, at leve et ”normalt” liv – forstået på den måde – at det kan lade sig gøre at have et alsidigt aktivt liv – med de forbehold og det ekstra besvær, der nu engang er forbundet med det. Selvfølgelig kan man aldrig leve så bevidstløst ansvarsløst – med hovedet under armen, som nogen gør. Men det i sig selv er vel heller ikke et ideal – der er værd at tilstræbe?

Det liv kan man så vælge at leve – og få det bedste ud af – eller vælge at gå til af bekymring over en potentiel risiko – som måske alligevel aldrig bliver aktuel for en selv…

Der er jo mange, der lever længe og godt med diabetes… Og der er mange, der lever surt og negativt – længe – uden diabetes…