Skabsdiabetiker?

Et lidt besynderligt udtryk som jeg er stødt på et sted i bloguniverset. Men ikke desto mindre et relevant fænomen, det kan være nødvendigt at forholde sig til.

Hvor åben skal du være omring din diabetes?

Da jeg i sin tid fik konstateret diabetes, skænkede jeg det slet ikke en tanke. Selvfølgelig fortalte jeg vidt og bredt om det, til alle dem der gad høre det. Det virkede på mig helt uhørt, at det var noget, jeg skulle gå og "putte" med, som en anden skamfuld forbryder.

Men jeg har med årene og erfaringen, fået et mere nuanceret billede på åbenhed – og åbenhedens pris. Der er mennesker, hvor jeg kunne "bide tungen" af mig selv, for at jeg var så "dum", at fortælle dem om min diabetes. Det er selvfølgelig mennesker, som ikke har et særlig respektfuldt syn på mennesker med kroniske sygdomme. Og mennesker, der har meget lidt viden, i kombination med en indbildsk bedrevidenhed. Det er det, der gør åbenhed til et problem.

Så jeg har det lidt blandet med åbenheden. Ideelt set burde det jo være positivt og godt, at andre ved det. Det burde gøre nogle ting praktisk lettere. Det gør det så bare ikke altid. Men tavsheden ville så heller ikke gøre det nemmere. For så ville den poppe op som undren over, hvorfor jeg takker nej til nogle former for mad, for jeg er jo så slank – og behøver jo ikke passe på! Og det kan også blive praktisk besværligt, og indebære nogle reguleringsmæssige kompromisser, der ikke er godt for helbredet. Så det er svært at skulle gå og skjule det – i en hverdag.

Jeg har kunnet læse mig til, at der er en del – specielt unge – der ikke bryder sig om, at andre ved noget om deres diabetes. Og jeg kan desværre godt forstå det.

Åbenheden er problematisk og svær – at to grunde: Den ene er den generelle vidensforvirring, der er på diabetesområdet, så mange tror, de ved mere, end de gør. Den anden grund er, at man fra behandlerside har forsøgt at gøre diabetes til en kontrolsygdom, på et perfektionsniveau der er fuldstændig urealistisk. Det betyder, at alle problemer der rammer en diabetiker, meget let kan blive vendt til mangel på selvkontrol, selvom det skyldes tydelige ydre faktorer, som de fleste mennesker bliver påvirket af. Det er ikke særlig sundt. Selvkontrol er noget forfærdeligt noget, for det fordrer, at du som menneske skal være en upåvirkelig funktionsrobot. Og jo færre mennesker, der kender til din diabetes, og blander sig som stressende selvbestaltede "kontrolinstanser", jo bedre kan du beskytte dig mod den selvkontrollerende faktor.

Som verden ser ud nu, er der desværre mange fordomme og barrierer at kæmpe med, for os der har sygdommen. Det gør åbenheden problematisk og svær.

Det er stadig mit håb, at der på sigt sker en holdnings- og mentalitetsændring, når det gælder mennesker med diabetes 1. Men det har jeg jo efterhånden håbet forgæves på i mange år. Så…

…

» Meget informationsforvirring på diabetesområdet…

» Livet bliver svært, når du skal være enten Gud eller død for at være "normal"...

...