15 marts 2012

Aflastning fra patientrollen – og helbredet i centrum…

Jeg har fået flyttet alt min behandling over til en ny praktiserende læge.

Når der er noget, der kører skævt i livet, så skal man altid vende tilbage til udgangspunktet. Jeg havde svært ved at se, hvor det kørte skævt – og hvad der kørte skævt. Efter at have fået skrevet mig gennem det lag af fejltangenter, som jeg har været udsat for (» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier) – nåede jeg frem til, at det udgangspunkt jeg skal have behandlingsmæssig opfølgning i forhold til, var det jeg havde, før den forfærdelige arbejdsoplevelse for 16 år siden (» Aftaler og forventninger) – som væltede hele mit liv omkuld.

Det, der slog mig, da jeg begyndte at skrive, var – at det slet ikke handlede om mig. Det handlede alt sammen om de meninger og processer andre testkørte mig i.

Jeg havde en behandling, der fungerede rigtig godt, da ulykken ramte mig. Og det, jeg efterrationaliserende kan se, er – at det slet ikke blev taget alvorligt, hvor voldsom den oplevelse var. Og at man i stedet har dømt mig til at være overhysterisk – og så er de blevet ved med at stille spørgsmålstegn ved både min person og min behandling – trods det, at det var dem der begik en alvorlig fejl (» Når lægen laver fejl – er det patienten, der er hysterisk og "skør").

Fremadrettet – så har jeg lavet den aftale med min nye praktiserende læge, at alt vedrørende min diabetes, det passer jeg selv – og så skal der i stedet fokus på mit helbred ved "kontrolbesøg". Det vil sige, at det jeg får et regelmæssigt helbredstjek (Blodtryk, kolesterol, nyrefunktion, leverfunktion og stofskiftet) – og når helbredet generelt har det godt – så har min diabetes det også.

Det der har kunnet vælte tingene for mig rent helbredsmæssigt – det er anden sygdom – som også går ind og påvirker diabetes. Behandlingen af alt der vedrører anden sygdom, ligger hos den praktiserende læge: Henvisninger til akut psykologhjælp efter voldsomme oplevelser (» Aftaler og forventninger), sygemeldinger til stressaflastning, penicillinbehandling ved diverse infektioner mm.

På den her måde, så bliver jeg aflastet fra at rotere rundt mellem en helt masse borde, uden at være nogens bord, og dermed få den hjælpe jeg reelt har brug for – samtidig med, at der bliver sat spørgsmålstegn ved min person – og rodet godt og grundigt rundt med min diabetesbehandling (» Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier).

Så kan jeg få fred til at koncentrere mig om mig selv, mit eget liv – og helbred…

For mig har det hele vejen igennem været et overbelastningsproblem – som jeg trængte til at blive aflastet fra…

Til min egen store glæde og lettelse – er jeg sluppet fra de 16 år i den stressede overlevelsesrille, hvor jeg har kæmpet for at få behandlingsmæssigt fodfæste igen, med mit gode helbred i behold. Mit blodtryk er faldet ned til det normale igen: 123 over 75. Blodtrykket er en ret god stressindikator. Hvis man vel og mærke tager mennesker alvorligt, i stedet for at normalisere et stigende blodtryk og vil behandle det med blodtryksnedsænkende medicin. Og jeg kunne jo også have taget fejl, og vurderet mig selv og min oplevelse af trivsel forkert? Men det gjorde jeg ikke…

Så jeg slap ud af "overlevelsesprocessen" – uden helbredsmæssige mén – og er forsat fri for "reparationsbehandling". For jeg fejler ingenting…

Der er ikke plads til sunde og raske patienter, der ikke fejler noget – i den diabetiske behandlerverden. Dem ved de ikke, hvad de skal stille op med…

Så er det bedst at holde sig langt væk fra dem…

Nu skal jeg have slappet af, genfundet "melodien" uden stress og overbelastning – og ellers glæde mig over, at jeg trods alt slap "helskindet" fra et 16 år langt "behandlingsmareridt" – fik skrevet mig fri af oplevelserne, og fandt en forebyggende løsning på, at den samme problemstilling blev ved at gentage sig, uden at jeg fik "fast grund under fødderne" igen…

Og så er der en del oprydning og løse ender i forhold til job, økonomi og resten af livet – som jeg har været nødt til at nedprioritere – indtil jeg havde fundet en løsning på det her problem. En ting ad gangen – og helbredet først – det er ligesom grundforudsætningen for alt det andet…

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Hej...

Har du andre synsvinkler, viden eller erfaringer - så skriv en kommentar...

Venlig hilsen Ulla...