Når lægen laver fejl - er det patienten, der er hysterisk og "skør"

Hvor vidt, kan man komme ud for – at nogen læger vil drive det – for at legalisere fejl? Det har ingen grænser – fandt jeg ud af for 14 år siden…

I forlængelse af både et belastende forløb til afklaring af insulinvirkningen og en voldsom arbejdsoplevelse – blev jeg indlagt med alvorlig stress (forhøjede hvide blodlegemer og en række andre målbare faktorer) og diabetisk syreforgiftning.

I begge situationer, havde jeg måttet kæmpe meget hårdt for at fastholde fokus – på det ”fagligt” relevante – mens jeg blev bombarderet med personlige beskyldninger og chikanerier – fra mennesker, der ikke havde noget særlig seriøst fagligt fokus…

Jeg havde også fået et alvorligt chok i forbindelse med arbejdsoplevelsen – så jeg var noget medtaget. Ved den opfølgende ambulante kontrol efter min indlæggelse – blev jeg tilbudt noget samtale ovenpå oplevelsen – som jeg sagde ja til – jeg kunne godt bruge et voksent menneske at tale med.

Det viste sig at være et forsøgsprojekt – i samarbejde med en psykiater – der havde til formål, at ansvarliggøre destruktive patienter – der var ude af kontakt med sig selv. Der var heldigvis en måneds ventetid – inden jeg kunne komme til samtale – så jeg havde haft lidt tid til at ”trække vejret” – inden – ellers var jeg da gået helt i stykker på det…

Da jeg kom til samtale med psykiateren – begyndte han at køre ud af nogle tangenter, der var helt ude af trit med det jeg havde oplevet: Jeg havde forsøgt at ødelægge mit liv og min karriere ved at bringe mit eget liv i fare – og skide på gode mennesker – der kæmpede for at redde mig; Jeg havde ingen mentale grænser (han havde åbenbart ikke ”så højt til loftet” som mig); Jeg var et taber-menneske fra en taber-familie (jeg er opvokset i et ikke akademisk miljø) – så han havde da en pæn portion social racisme – der ikke hører hjemme i en behandlingssituation.

Jeg takkede nej til det tilbud – og skyndte mig at komme ud af døren…

Noget rystet ringede jeg til ambulatoriet – og bad om at komme til en anden læge – næste gang jeg kom til kontrol.

Da jeg kom til kontrol næste gang – stod den læge, jeg havde valgt fra – på spring – og gik lige på mig. Hun skulle lige høre – om det havde været godt – det med psykiateren. Jeg røg helt op i det røde felt – og gav hende en ordentlig røffel. Hun undskyldte sig med, at den psykiater også var lidt af et fjols – og der var andre end mig, der havde en negativ oplevelse af det – og projektet var blevet stoppet.

Den kunne jeg jo så være hoppet på. Hvis jeg ikke havde været så åndsnærværende – at forlange, at se hvad der stod i den henvisning – som psykiateren havde. Der stod ikke, at jeg havde fået en hård medfart – både på ambulatoriet, hvor de ikke havde taget mig alvorligt med hensyn til klarlæggelse af insulinvirkningen – heller ikke at jeg havde været ude for en grov form for personlig chikane på en arbejdsplads. Der stod noget helt andet. Der stod at jeg var en jeg-svag person, der ikke tog mit helbred alvorligt – og når hun havde sagt, at mine blodsukre var for høje – havde jeg sagt, at det vidste jeg godt – og så var jeg ikke i stand til at ”koagulere” psykisk… Selvfølgelig vidste jeg, at min blodsukre var for høje – og hun fattede ikke, at det havde noget med insulinvirkningen at gøre. Men det fandt jeg jo ud af – og det var blevet meldt tilbage til hende og ambulatoriet – sammen med en besked om – at det så var det! Og at jeg ville have ro for mere fra deres side – for jeg stod i et arbejdsforhold, hvor der var noget helt galt – så det blev jeg nødt til at bruge min fulde koncentration på.

De havde alle de informationer, der var behov for – for at kunne takle situationen godt. Hvis de havde ”hørt efter” og taget mig alvorligt.

Så jeg måtte jo konstatere, at de fra ambulatoriets side ikke tog mig, mit liv og helbred alvorligt – og det havde ikke noget med psykiateren at gøre. Han var en stor idiot – men det var der flere end ham, der var…

Manglende lægeetik
Læge etisk var der flere ting, der blev overskredet i det her forløb.

Dels er det under alt kritik, at en alvorlig situation som denne, hvor jeg er alvorligt svækket, bliver udnyttet til at sende mig ind i et forsøgsprojekt. Det er ikke OK at eksperimentere med mennesker i alvorlige situationer.

Dels er et fravalg af et læge, et fravalg der skal respekteres – så hun må ikke ”kaste sig” over mig – når jeg efterfølgende kommer til samtale med en anden læge.

Og det stoppede ikke med det. Hun havde ikke sluppet mig endnu.

Jeg meldte mig efterfølgende til et møde for diabetikere – omkring Humalog insulin. I den anledning kunne man på forhånd stille nogle spørgsmål – som så ville blive berørt på mødet. Så fik jeg en telefonopringning fra den ”besatte” læge. Hun ringede for at fortælle mig – at jeg kunne få taletid på mødet – hvor jeg kunne få lov til at fortælle de andre diabetikere, hvad de skulle gøre – for jeg var lidt mere kløgtig end alle de andre.

Jeg kan ikke huske, hvordan jeg fik hende viflet af. Efterfølgende meldte jeg afbud til mødet – jeg skulle ikke havde den læge til at hænge over mig.

Det var fra den ene yderlighed til den anden. Først var jeg skør og selvdestruktiv – så derefter skulle jeg være ”superbrugeren”, der skulle komme med mirakelkuren, der kunne redde alle andre.

Mig bekendt var jeg alvorlig syg af stress – det er man, når det kan måles på blodprøverne – og havde fået et ordentligt chok, over den hårde medfart jeg havde fået på arbejdspladsen og efterfølgende på hospitalet.

Der siges, at der ikke er langt mellem galskab og genialitet.

Det var godt at det ikke var i mit hoved – der var de udsving. Så havde den da været rivende gal. Men det var ikke det sidste, jeg hørte fra den læge.

Forskningsprojekt til dokumentation for mentale afvigelser hos diabetikere
Noget tid efter begyndte jeg at få breve om forsøgspersoner til et forskningsprojekt – der handlede om at få dokumenteret mentale afvigelser hos diabetikere, til sammenligning med mennesker med andre kroniske sygdomme.

Det var den samme læge, der stod for det projekt. Jeg smed det ud. Men der blev ved med at komme flere breve – og så blev det med den skrivelse – at hvis ikke de fik svar – vil man blive ringet op. Så jeg svarede, at deres såkaldte videnskabelige projekt ikke havde min interesse.

Derefter fik jeg ambulatoriet til at lave en generel påtegning på min journal – at jeg ikke deltog i forsøg og forskning. Så var der sat en stopper for flere henvendelser fra den læge.

Det her var midt i 90’erne. Det blev aldrig noget ud af forsøget på at få stigmatiseret diabetikere som mentalt afvigende. Men man har opnået en anden effekt – ved i den grad at lege amatørpsykologer – og køre psykisk hårdt på patienterne – i stedet for at give en saglig og seriøs rådgivning. Der er flere diabetikere, end andre med andre former for kroniske sygdomme – der lider af alvorlige depressioner.

Det kommer ikke bag på mig. Kombinationen af mangel på seriøs rådgivning – og en destruktiv adfærd overfor patienterne – er en stor belastning, når man skal leve med en kronisk sygdom – som man godt ved, kan give alvorlige følgesygdomme, hvis ikke behandlingen fungerer godt…