Dårlig opførsel - unødvendig belastning

Nogle former for adfærd er i de fleste sammenhænge en belastning. I en behandlingssammenhæng bliver den belastning ikke mindre. Det kan ikke koste så meget at opføre sig civiliseret og anstændigt – så jeg står meget uforstående overfor det.

Den umodne og ansvarsløse
Da jeg for år tilbage skulle starte på at bruge Humalog insulin – havde jeg aftalt en tid på ambulatoriet, hvor jeg skulle have recept og introduceres til produktet. Da jeg kom til den aftalte tid, udspillede der sig en yderst besynderlig scene.

Den læge, der skulle introducere mig for produktet, havde ikke fået skaffet et eksemplar af insulinpennen, så han kunne demonstrer den for mig. Så jeg kunne ikke få insulinen den dag.

Jeg mente, at jeg godt kunne undvære den demonstration. De penne, der bruges til at injicere insulin med, er meget brugervenlige og enkle. Jeg havde taget fri fra arbejde for at møde til den aftalte tid – og havde lagt en plan for de nærmeste dage, så jeg kunne koncentrere mig om at få startet op på den nye insulin. Så jeg var ikke indstillet på, at det skulle udsættes.

Lægen lagde det op til diskussion, og jeg fik en ordentlig svada: Det var for min skyld, at produktet skulle introduceres – for ellers kunne jeg ikke finde ud af det; jeg havde et urealistisk syn på insulinregulering, for man kunne dø af at tage insulin; og mere i den dur… Jeg svarede godt for mig, og fandt mig ikke i at blive pillet ned på den måde. Endelig kom han ”ud med det”, og fik sagt, at han af hensyn til sit ansvar, skulle demonstrere produktet, før han måtte udlevere det. Og så var der jo ikke noget at rafle om.

Men det kunne han jo bare have sagt! Og endnu bedre – så de kunne de ka’ ringet og aflyst tiden.

Jeg lavede så den aftale med ambulatoriet, at de kunne ringe, når de havde styr på det, de havde brug for at have styr på.

Jeg ville ikke tage fri fra arbejde en gang til – for ingenting og en underlig personlig ”opsang”, på grund af deres rod og problemer med dem selv.

Hvorfor leger de ”røver og soldater” på et hospital?
Ved en ambulant kontrol, hvor jeg blandt andet skulle have svar på blodprøven, der viste mit langtidsblodsukker. Blev jeg udsat for en meget grøn og ikke særlig kvik læge. Ved samtalen om langtidsblodsukret, sagde han fnisende, at den kaldte de ”sladreprøven”, for så kunne patienterne ikke snyde dem.

Hvorfor vælge at arbejde som læge på et hospital, når man godt kan lide at lege ”røver og soldater”? Hvorfor ikke pædagogmedhjælper i en børnehave?

En læge som ham, kan jeg ikke bruge til noget som helt. Der er ikke grundlag for seriøse samtaler.

Som patient er du næsten nødt til at hælde det igennem, og forsøge at bevare overskuddet til at fastholde det lidt mere seriøse element i de her situationer. Men det er absolut ikke særlig nemt – evig og altid – at skulle have så stort et overskud…