Sundhedsvæsenets ansatte og patienterne - er ikke "i samme båd"

Jeg har mange gange siddet overfor læger og sygeplejersker, der opfører sig som om, at vi er ligeværdige parter i en diskussion, der handler om at få RET. Men vi er ikke ligeværdige parter. Og for mig handler det ikke om at få RET. Det handler om at finde gode løsninger, der får mit liv som diabetiker til at fungere bedst muligt.

Der er generelt en stor mangel på en professionel forståelse for, at man som ansat i sundhedsvæsnet, har at gøre med en målgruppe, der har deres liv og helbred i klemme – og konsekvenserne af alt der belaster livet og helbredet for patienterne – er jo noget der rammer patienterne – ikke sundhedsvæsnets ansatte.

For diabetikeren, er diabetesbehandlingen ikke bare ”et skuffeprojekt”
På et tidspunkt for år tilbage blev der lavet en ”fokusgruppe” undersøgelse om diabetikers oplevelse af at være patienter. En af undersøgelsens resultater var, at sundhedsvæsnets ansatte ”glemte” at tænke på, at diabetikere lever med diabetes 24 timer i døgnet. (Jeg kan i skrivende stund desværre ikke finde den artikel, hvor undersøgelsen blev beskrevet. Jeg linker den på, hvis jeg finder den).

Jeg blev lidt pap over, at det kræver en undersøgelse at nå til den erkendelse – det er jo basal logik. Men det passede meget godt med det, jeg selv oplevede.

Da jeg startede med at bruge Lantus insulin, blev jeg anbefalet en overdosis, der var ved at tage livet af mig. Ved den efterfølgende ambulante kontrol, hvor jeg uden held forsøgte at få lidt sparring på, hvordan jeg skulle håndtere processen med at finde frem til den dosering, der passede til mig – stod jeg også overfor at skulle have ferie. Lægen der hverken fattede at hun havde anbefalet mig en overdosis, eller de problemer det gav mig med at finde frem til en passende dosering – ville så gerne dyrke lidt overflade konversation med mig i anledning af min forestående ferie. Det lød jo dejligt, at jeg skulle have ferie – om jeg skulle ud at rejse? Nej det skulle jeg ikke. Min ferie var for mig en pause fra et arbejde, hvor jeg havde ansvar for andre mennesker – så jeg kunne koncentrere mig 100 % om at få stabiliseret den kraftige fejlmedicinering, jeg var påvirket var. Der var ikke plads til ret meget andet i mit liv, før jeg havde fundet en løsning på det. Hun så ud som om, hun havde fået et slag i ansigtet. Tænker sådan et menneske overhovedet ikke?

Ovenstående er bare et eksempel blandt mange. De værste oplevelser har jeg fra årerne før, det blev mere alment accepteret, at diabetikere selv lærer at regulere deres insulin og bruger blodsukkermålinger som et redskab i hverdagen. De absurde krav om, at man som diabetiker skal betragte sin diabetes, som noget man tager frem fra skuffen en dag om ugen – for at måle på den – og ellers tager hovedet under armen og lever sit liv i et detaljeret rutediagram, der svarer til at gå rundt tælle stregerne mellem fliserne i fortovet, for at få den præcist samme energiforbrænding fra dag til dag – er da heldigvis blevet mindre og mindre udtalt.

Jeg har haft mange diskussioner i årernes løb, om netop den problemstilling: For mig er jeg ikke et skema – der kan parkeres i en skuffe, når der er fyraften.