Jeg, mig - og så mig selv

Nu er tid jo ikke det, der er mest af i sundhedsvæsnet – og det kan være meget belastende, når den sparsomme tid der er, bliver brugt på sundhedspersonalets behov for at vælte dem selv, deres private liv og følelser i hovedet på patienterne.

Jeg har flere gange oplevet læger og sygeplejersker, der har haft et helt abnormt behov for at tale om dem selv.

Cykeldronningen
Jeg var på et tidspunkt udsat for en sygeplejerske, der var helt ekstrem. Sundhedsmedarbejdere går generelt meget op i, om man som diabetiker får motion. Så er der nogen, der har en meget begrænset opfattelse af hvad motion kan være – og det er denne sygeplejerske et eksempel på. Hun havde en forkærlighed for cykler. På hendes spørgsmål om hvorvidt jeg cyklede på arbejde – havde jeg svaret nej. Det gjorde hun. Og så fik jeg den helt store fortælling om, hvordan hun cyklede i alt slags vejr. Hendes regntøj. Den dejlige oplevelse hun havde ud af at stride sig gennem vejr og vind. Meget levende beretning – og jeg kunne nemt se hende for mig – med lyserøde kinder, i en selvfed rus ”Jeg, mig, mig selv – og så Ørnen – vi kan det der med cykler”. Men hvad kom det mig ved? Jeg var nødt til at afbryde hende, for jeg havde lige nogle ting omkring mig og mit liv, som jeg havde brug for at få vendt – inden tiden var helt udløbet…

Hans fætters søn
Nogen sundhedsmedarbejdere har brug for at komme lidt i ”familie” med patienterne. Jeg var på et tidspunkt ude for en læge, der mente at jeg måtte kende hans fætters søn, da han fandt ud af, at jeg havde en grunduddannelse som ingeniør fra Aalborg Universitet. Jeg kan ikke huske om fætterens søn hed Bo, Ib, Brian, Henrik eller noget helt andet. Denne fætters søn læste nemlig til ingeniør på selvsamme universitet. Det ville være meget usandsynligt, om fætterens søn der er en mellem flere tusinde ingeniørstuderende – lige tilfældigvis skulle være en jeg kendte. Men jeg kom jo sådan set også bare til kontrol på ambulatoriet, for at få en snak om mit helbred.

Som patient med en kronisk sygdom, er man over tid i kontakt med flere hundrede læger og sygeplejersker – og det er meget at forlange, at man skal kunne kapere at have ”familiære” og personlige relationer til dem alle sammen.