Et depressivt livssyn

Behandlerkulturen er præget af et depressivt livssyn – som man forsøger at overføre på patienterne. Noget af det første, der slog mig, da jeg som nykonstateret diabetiker kom i kontakt med den verden – var: ”Hvorfor forsøger man at gøre et praktisk problem til et psykisk problem?”.

Den mentalitet er kommet til udtryk på mange forskellige
måder gennem årene.

Her er et par eksempler:

Dit liv er ødelagt
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt, var min reaktionlettelse over at få stillet en diagnose, der var til at leve med. Det stod i en noget skærende kontrast til den ”undergangsstemning” der prægede personalet. Jeg kan huske, der stod en rand af personale omkring min seng – da jeg fik overbragt det sørgelige budskab om det liv, der ventede mig med diabetes: Mit liv blev aldrig som før – og jeg skulle fra nu af til at have ansvaret for mig selv. Mig bekendt havde jeg altid haft ansvaret for mig selv – og jeg kan huske, at jeg tænkte: At det virkede som om, jeg var landet mit i en begravelse – og noget tydede på at det var min egen. Det gjorde mig utryg – og jeg turde ikke give slip på mig selv og være ked af det, for hvem skulle så passe på mig, midt i den tungsindige verden.

Tag sorgerne på forskud
Da jeg som nykonstateret blev præsenteret for ”døds- og ulykkesstatistikkerne”, var min reaktion, at jeg satsede på, at jeg hørte til i den gode ende. Det gav anledning til en underlig overbevisningskamp overfor mig – for det kunne jeg jo ikke vide noget om. Og nej, det kunne jeg jo ikke – men det kunne de da heller ikke. Men hvad er forskellen på en negativ og en positiv tro på livet? Det giver jo ikke andre behandlingsmuligheder. På det konkrete plan er der ingen forskel på dine muligheder – men det betyder meget for dit liv, om du går rundt og tænker sort – eller tager livet i den rækkefølge, det kommer.

Du skal være ked af at stikke dig selv
Da jeg startede på med Lantus insulin – blev jeg i første omgang kraftig fejlmedicineret med en overdosis, der var ved at tage livet mig. Efterfølgende trappede jeg dosis ned – og fandt frem til: At to mindre doser i døgnet, i stedet for den ene store som jeg var blevet anbefalet, gav en god døgnvirkning. Da jeg ved min kontrol på ambulatoriet fortæller, at jeg har fundet frem til, hvad der fungerer – bliver jeg af en irritabel sygeplejerske spurgt: Om jeg da ikke er ked at skulle stikke mig selv så mange gange? Mit svar var: Hvad er alternativet? Jeg var glad og lettet over at have fundet frem til noget, der fungerede – men det blev hurtigt problematiseret: Du er ked af det!

I perioder har det taget utrolig hårdt på mig – og jeg har været langt nede over, at skulle udsættes for den besynderlige form for personlig negativ nedskrælning, fra en verden som jeg lever i et livslangt afhængighedsforhold til – hvad enten jeg bryder mig om det eller ej. Det er for mig, en af de tunge problemstillinger ved at leve med diabetes.

Du skal ikke tro, at du er noget. Du tilhører ikke dem, der med nogen ret kan glæde sig over dit liv. Du er ked af det! Dit navn er depression – ka’ du så lære det!

Mentaliteten betyder også, at de problemer man i den verden har behov for at dyrke og pådutte patienterne, fylder så meget – at der ikke er plads til de problemer og bekymringer, som man selv har. De bliver ligegyldige og sekundære. Den eneste, der tager dem alvorligt, er dig selv…

Konsekvenserne for målgruppen
Samtidig kan man læse om undersøgelser, hvor det fremgår,at mange diabetikere lider af depressioner – langt flere end det er tilfældet for andre grupper med kroniske sygdomme. Der kan også være problemer med et overdrevent behov for selvkontrol, som fører til spiseforstyrrelser blandt unge.

Det vil man meget let kunne ændre noget på – ved at ændre på mentaliteten i behandlerkulturen. Der er noget, der hedder selvopfyldende profeti. Det bliver, som man i behandlerkulturen forsøger at påvirke tingene til at blive.