Af en eller anden besynderlig grund – så baserer meget diabetesrådgivning sig på frygt. Det virker som om, at man i behandlerkulturen tror, at frygt giver mennesker evnen til at regulere deres diabetes.
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt til behandling, var der en medpatient, som gjorde meget stort indtryk på mig. Han var indlagt efter et insulinchok. Han var mildt sagt skrækslagen – og ude af stand til at forholde sig til det, der var sket.
Som han selv gav udtryk for – så gjorde han alt det ”han skulle”. Han spiste ikke en krumme mere end ”han måtte” – og alligevel gik det galt. Det, han ikke forstod, var – at han i forbindelse med ekstra fysisk aktivitet var nødt til at spise ekstra for at undgå lave blodsukre. Han turde ikke selv tage stilling til sin kost og insulinbehandling.
Det mest modbydelige, man kan gøre mod mennesker, der skal leve med insulinkrævende diabetes – er at præsentere dem for alverdens ulykker i kombination med en bedrevidende facitliste til forebyggelse af ulykkerne. Nogen bliver så bange, at de blokerer helt for selv at tage stilling til deres behandling. Jeg har gennem årene mødt nogle stykker, der på den måde får et meget svært liv – og får svært ved at få greb om en god regulering af deres diabetes. De får aldrig den grundlæggende forståelse for, hvad det handler om.
De kommer til at leve i frygt – eller i afmægtig ”fanden i voldsk” trods. Et liv på trods…
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hej...
Har du andre synsvinkler, viden eller erfaringer - så skriv en kommentar...
Venlig hilsen Ulla...