Gidsel i systemets kamp om opgavefordelingen - og den "rigtige" behandling

Sundhedsvæsnet er en forvirret verden – hvor den ene arm ikke ved, hvad den anden gør – og der er også mange interne kampe om – hvad, der er hvis bord… Det finder man ud af – når man har været i det system – nogle år…

Det kan give nogle mareridtsagtige forløb – hvor det kommer til at handle om at blive sendt rundt i systemet. Og som patient – har jeg jo mit fokus på mit helbred – og er som udgangspunkt ligeglad med – hvem der tager af det – bare de ved, hvad de har med at gøre…

Et af de belastende forløb jeg har været ude for, skete da mit stofskifte i en kort periode accelererede. (Det kunne godt helbredes – selvom det påstås, at der ikke er nogen, der kan helbredes – vi er nogen, der bliver helbredt).

Jeg har det blandet med at ryge rundt i systemet på den måde. Dels har jeg ikke andet en foragt til overs for læger, der opfører sig uforskammet overfor patienterne – det er under lavmålet…

Der er den fordel ved at være igennem "flere led" – at man får forskellige oplysninger om, hvad behandlingsmulighederne er. Som så giver et bedre grundlag til ens egen vurdering af – hvad der er godt og skidt. Det er et problem, at der ikke er særlig god koordinering af viden om behandlingsmuligheder.

Det bliver let sådan – at man som patient, skal lede efter nogen, der har den rette viden. Men det er jo svært at vide, når du står i det – og har akut brug for at komme i behandling. Hvorfor kan de ikke udveksle erfaringer med hinanden – så de udvider horisonten lidt?

På mig virker det som om, at hver enkelt læge skal opbygge helt sin egen viden og erfaring – fra bunden. Og det sker ofte i en form for konkurrence om – hvem der har mest ret. De virker til at være meget dårlige til at anerkende hinandens erfaringer og resultater – og tage det med ind i overvejelserne – når der skal vurderes på, hvilke muligheder der er for den enkelte patient.

Jeg har den oplevelse – at man som patient, har lidt en koordinerende funktion, når det gælder viden. Mange patienter er meget bedre til at søge en bred viden om mulighederne – end de mennesker, der sidder i systemet. Og problemet kan så nogen gange blive – at finde de rette, der anerkender og bakker op om det, du selv ved, og træffer af beslutninger…

Systemet fylder meget. Det er en hel livsopgave i sig selv – at skulle fungere sammen med det…

Den opgave opfatter jeg som spild af liv – et onde, som jeg er nødt til at beskæftige mig med og tage stilling til… Jeg hænger jo ligesom på den – hvad enten jeg bryder mig om det eller ej…