Forhøjet stofskifte KAN behandles

Jeg havde for en 8 -9 år siden en meget kort periode hvor mit stofskifte accelererede. Det gik utrolig hurtigt.

I løbet af en lille måneds tid – hævede min skjoldbrudskirtel til kugle på størrelse med en bordtennisbold, kiloene raslede af mig, og jeg havde konstant migræne. Hele ”systemet” kogte over – så jeg fik nogle gevaldige hedeture. Det var meget voldsomt.

Jeg fik stillet diagnosen på forhøjet stofskifte, hos min praktiserende læge, som henviste mig til ambulant behandling på det nærmeste hospital.

Da jeg modtog indkaldelse til behandling – var det med en måneds ventetid. Det kunne jeg ikke vente på. På det tidspunkt havde jeg tabt 10 kilo (meget for en med en normalvægt omkring de 55). Jeg var meget afkræftet og blodsukkerbalancen var helt ude af kontrol. Så jeg turde ikke påtage mig ansvaret for at kunne passe mig selv – en måned mere – hvor processen jo bare ville fortsætte med at galopere derud ad.

Først prøvede jeg diabetesambulatoriet – for jeg var bekymret for den måde blodsukkerværdierne var ude af kontrol. Der blev jeg – som sædvanlig – afvist – for når jeg var indstillet til behandling for forhøjet stofskifte på et andet hospital – så var jeg ikke deres bord.

Så rykkede jeg min praktiserende læge – for det her kunne jeg ikke håndtere. Jeg kunne dårligt slæbe mig selv op og ned ad trappen for at handle ind. Pulsen var så høj – at det virkede som om at balanceevnen var væk – og så var jeg totalt udmattet. Jeg havde opgivet at spise hovedpinepiller mod migrænen – de kunne ikke holde det nede alligevel. Min praktiserende læge gjorde så det – at hun lavede en akut indlæggelse på mig – så jeg kunne komme hurtigere under behandling. Indlæggelsen ville ikke vare mere end nogle timer. Men det var en måde at komme hurtigere til på.

Jeg fik ikke nogen særlig god modtagelse på hospitalet. Det var en noget opblæst og arrogant læge, jeg blev udsat for. Det irriterede ham, at jeg havde maset på. Han havde set de tilfælde, der var meget værre. (så de var åbenbart vant til at køre den til kanten – med patienter der røg et pænt stykke under 40 kilo i vægt – men jeg syntes, det var at spille hasard med livet – at lege med den slags).

Så var han sur over, at min praktiserende læge ikke selv havde begyndt behandlingen. Jeg sagde, at det måtte han jo diskutere med hende.

Så var hen også sur over, at jeg var blevet henvist til det hospital – for når jeg gik til kontrol for diabetes på et andet hospital – så skulle jeg have været henvist dertil – for det var de samme afdelinger, der varetog begge sygdomme. Det skulle han fluks orden – og væk var han. Da han kom tilbage, havde han sørget for en overflytning til det andet hospital.

Det foregik sådan helt hen over hovedet på mig. Så jeg landede i et cirkus, der handlede om hvis bord jeg var.

Sygdommen var uhelbredelig
Så jeg måtte spørge, om han vidste noget om hvad sygdommen gik ud på – og om han kunne skrive en recept – så behandlingen kunne begynde – for det var det, jeg kom for. Det kunne han sørme godt finde ud af. Så jeg fik en recept. Jeg fik også en forklaring på sygdommen. Den kunne ikke behandles – der ville gå 2 – 3 måneder, før jeg fik det bedre – der ville gå 3 – 5 år, inden jeg blev medicinfri – hvis jeg blev det – og så ville det vende tilbage igen. I det tilfælde ville man overveje at fjerne noget af skjoldbrudskirtlen – for at skåne kroppen for bivirkningerne fra medicinen – der var så kraftige, at de kunne give leverskader.

Da jeg en måneds tid senere var til opfølgende kontrol – på det hospital, hvor jeg så også gik til kontrol for diabetes. Blev jeg modtaget af et stort fjols af en læge. Han mente åbenbart, at han havde ”reddet” mig væk fra det andet hospital – og fået styr på, hvor jeg skulle placeres.

Han svinede mig til.

Han var nødt til at tale hårdt til mig – for mine blodsukre var helt ude af kontrol – og sådan noget gik jo ikke. (Det var konsekvensen af det forhøjede stofskifte – men der ejer de jo ikke evne til at tænke i årsag og virkning).

Så var han modstandere af Humalog insulin – så det fik jeg også lige en svada for, at jeg var bruger af. Og så kunne jeg lige så godt få reduceret min skjoldbrudskirtel med det samme – for det var nemmere at styre et lavt stofskifte end et højt.

Det gjorde man med en radioaktiv jod behandling – der var så voldsom – at jeg skulle i karantæne – af hensyn til mine omgivelser. Så det kunne jeg jo overveje, hvordan det skulle planlægges, så andre ikke blev udsat for strålingsfare. (Det kunne vel heller ikke være helt ufarligt for mig?)

Jeg bad om at komme til en anden læge, næste gang jeg kom til kontrol.

På behandlingssiden gik det hurtigt fremad. I løbet af et par måneder var jeg oppe på normal vægt. Efter et lille halvt års tid – var mit stofskifte blevet lavt – og min vægt højere end den nogensinde havde været. Det var ubehageligt – for det snurrede i kroppen. (væske der binder sig).

Det var så den næste kamp.

Den læge jeg da gik hos – kunne ikke se noget problem – for jeg vejede jo ikke for meget – og stofskiftet var jo indenfor det normale. Men det var bare ikke normalt for mig, at have et lavt stofskifte. Jeg havde heldigvis fået målt mit stofskifte nogle år tidligere – som jeg bad ham om at finde frem til i journalen.

Næste fase var så – at der var noget der tydede på, at sygdommen var stabiliseret – og så kunne jeg jo holde en pause med behandlingen. Men jeg ville have tjekket, om sygdommen reelt var slået ned – for så var der jo ikke tale om en pause i behandling – så var der tale om at stoppe behandlingen. Han gik så med til at tage de prøver, de kunne påvise om der var flere af de sygdomsfremkaldende antistoffer tilbage i kroppen. Det var der ikke. Så jeg var reelt helbredt – og har ikke siden mærket noget til det.

Forhøjet stofskifte KAN behandles...
Hos en anden læge – fik jeg senere at vide – at hun kendte til flere tilfælde, hvor stofskiftet lige pludselig accelererede – og efter en kortvarig behandling var det væk igen. Og kom ikke igen…

Så den med, at forhøjet stofskifte altid er uhelbredeligt – passer ikke… Og jeg er da taknemmelig for – at jeg ikke lod mig presse til at få reduceret min skjoldbrudskirtel – for så havde jeg skullet spise hormonpiller resten af mit liv – for at dække det ind, som jeg var kommet til at mangle, da det forhøjede stofskifte var blevet behandlet…

Man skal passe meget godt på sig selv – når man har med sundhedsvæsnet at gøre… Der er ingen grænser for forvirringen, og det man er parate til – for at presse patienterne til noget, der ikke er behandlingsmæssigt godt og forsvarligt…

Der kan være en verden til forskel på, hvad der kan lade sig gøre – alt efter hvilke læger du tilfældigvis ramler ind i…