Et depressivt livssyn...

Behandlerkulturen er præget af et depressivt livssyn – som man forsøger at overføre på patienterne. Noget af det første, der slog mig, da jeg som nykonstateret diabetiker kom i kontakt med den verden – var: "Hvorfor forsøger man at gøre et praktisk problem til et psykisk problem?".

Dit liv er ødelagt…
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt, var min reaktion lettelse over at få stillet en diagnose, der var til at leve med. Det stod i en noget skærende kontrast til den "undergangsstemning" der prægede personalet.

Jeg kan huske, der stod en rand af personale omkring min seng – da jeg fik overbragt det sørgelige budskab om det liv, der ventede mig med diabetes: Mit liv blev aldrig som før – og jeg skulle fra nu af til at have ansvaret for mig selv. Mig bekendt havde jeg altid haft ansvaret for mig selv – og jeg kan huske, at jeg tænkte: At det virkede som om, jeg var landet mit i en begravelse – og noget tydede på, at det var min egen.

Det gjorde mig utryg – og jeg turde ikke give slip på mig selv og være ked af det. Hvem skulle så passe på mig, midt i den tungsindige verden?

Tag sorgerne på forskud…
Da jeg som nykonstateret blev præsenteret for "døds- og ulykkesstatistikkerne", var min reaktion, at jeg satsede på, at jeg hørte til i den gode ende.

Det gav anledning til en underlig overbevisningskamp overfor mig – for det kunne jeg jo ikke vide noget om. Og nej, det kunne jeg jo ikke – men det kunne de da heller ikke. Men hvad er forskellen på en negativ og en positiv tro på livet?

Det giver jo ikke andre behandlingsmuligheder.

På det konkrete plan er der ingen forskel på dine muligheder – men det betyder meget for dit liv, om du går rundt og tænker sort – eller tager livet i den rækkefølge, det kommer…

…

Afsnit fra artiklen: » Du bliver syg - af det sygeliggjorte...

…