Omkring år tusind skiftet skete der for alvor et gennembrud indenfor dansk diabetesbehandling. Man nåede på bedste diabetes-forskningsvis frem til en erkendelse af, at diabetikere lever med sygdommen 24 timer i døgnet.
Det medførte efterfølgende det positive, at behandlermodstanden, mod at diabetikere brugte daglige blodsukkermålinger – den forsvandt…
Daglige blodsukkermålinger nødvendige – da diabetikere lever med sygdommen 24 timer i døgnet…
I slutningen af 90'erne blev det et hit at opnå større indsigt og forståelse for målgrupperne. Der blev oprettet fokusgrupper – og lavet undersøgelser af fokusgruppernes særlige erfaringer og behov. Det skete også indenfor diabetesområdet.
Resultatet af en sådan undersøgelse blev lanceret meget flot: Man glemte fra behandlerside at tænke på, at diabetikere levede med sygdommen 24 timer i døgnet – og det var en svær og næsten umulig opgave, at opnå en god regulering, medmindre man brugte daglige blodsukkermålinger. De stereotype kostcentrerede rutineprogrammer var urealistiske i kombination med et aktivt liv – uden daglige blodsukkermålinger.
Jeg havde svært ved lige at se det helt fantastiske i den erkendelse. Hvordan kunne det lade sig gøre at komme i tvivl – og "glemme", at mennesker, der lever med en kronisk sygdom, lever med den 24 timer i døgnet? Det har der jo aldrig været faglig grund til at være i tvivl om. Uanset hvilke fagbøger man læser i, så er der ikke noget at gå fejl af. Der står ikke noget i stil med, at diabetikeres insulinproduktion er væk – undtagen om søndagen. Eller undtaget hverdage mellem klokken 17 og 21.
Der var så lige den sædvanlige diabetiske psykosociale dimension i det, at man fra behandlerside opfattede den basale erkendelse, som en form for dybere indsigt i målgruppens psyke. Jeg havde lidt svært ved at se, hvad andres problemer med at bruge en ordbog og opnå forståelse for hvad ordet kronisk betyder – havde med mig og min psyke at gøre.
Men der kom det positive ud af det, at det ikke længere var en kamp, at få bevilliget teststrimler til daglige blodsukkermålinger. Det blev gjort til normal standard…
Livsstilskoncept- tankegangen "overlever"…
Men de stereotype livsstilskoncepter overlever. Så erkendelsen af, at mennesker opnår bedre regulering gennem flere blodsukkermålinger – bliver ikke koblet sammen med bedre muligheder for at regulere på insulinmængden, og indholdet af kulhydrater i kosten.
Det vil sige, at man fra behandlerside gør de bedre muligheder for blodsukkermålinger, til en mere forfinet og detaljeret måde at tilpasse sig de kostcentreret og rutineprægede livsstilskoncepter.
På den måde kommer der ekstremt fokus på selvkontrol. I stedet for selvregulering. (» Diabetes 1 – enkel beskrivelse…)
Nye "følgesygdomme"…
I kølvandet på den mere og mere forfinede og detaljerede mulighed for selvkontrol – opstår der nogle nye "følgesygdomme".
Stress, overbelastning og overdreven kostcentret selvkontrol – begynder at blive et trivselsproblem for flere og flere diabetikere. Og der bliver flere og flere, for hvem det bliver så ekstremt, at de udvikler spiseforstyrrelser.
Her begynder der så, så småt at komme faglig kritik af den selvkontrollerende kosttilpasning – fra de behandlere, der arbejder med spiseforstyrrelser.
Det er ikke sundt at kombinere selvkontrol og kost – med skrækken for at dø eller blive invaliderende syg… (» Disciplinering som sundhedspolitisk behandlingsstrategi…, » Livet bliver svært, når du skal være enten Gud eller død for at være "normal"…)
...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Hej...
Har du andre synsvinkler, viden eller erfaringer - så skriv en kommentar...
Venlig hilsen Ulla...