Hjemmesygeplejerske til en 26 årig?

Da jeg fik konstateret diabetes 1 i en alder af 26, fik jeg tilbudt hjemmesygeplejerske til at komme og give mig insulinindsprøjtning.

I forbindelse med det langvarige forløb med at få stillet diagnosen på min diabetes (» Læs om symptomer og diagnosticering på siden: Livet med diabetes…), var jeg meget degenereret. Og det var blandt andet gået ud over synet. Jeg var blevet langsynet, men det ville falde på plads igen i løbet af nogle måneder, når jeg var kommet under behandling.

Det gav det praktiske problem, at det var svært at fokusere, når jeg skulle "trække" insulin op i sprøjte fra ampullen. Jeg blev derfor tilbudt, at jeg kunne få en hjemmesygeplejerske til at komme og give mig insulin, indtil mit syn var faldet på plads.

Det var jeg ikke begejstret for. Det ville spolere hele dagen, hvis jeg skulle sidde og glo efter en hjemmesygeplejerske det meste af formiddagen.

Så foreslog de, om jeg ikke kunne få nogen pårørende eller naboer, til at give mig indsprøjtninger. Det var udelukket. Mine pårørende og naboer skulle ikke lege sygeplejerske på mig. Det ansvar skulle de ikke have, det ville jeg selv klare.

Jeg forsøgte mig med læsebriller, lånte et par af min far. Det var godt nok til at jeg kunne læse, men det kneb lidt med målestregerne på sprøjterne.

Der var også en anden mulighed – og det var » insulinpen. Den var udviklet til, at det var nemt at dosere insulin. Men den ville man af principielle grunde ikke give recept på, før der var gået noget tid – med den begrundelse, at mennesker gerne skulle lære at bruge sprøjte i tilfælde af insulinpennen gik i stykker.

Men efter noget diskussion frem og tilbage – så fik jeg dog insulinpennen – inden jeg blev udskrevet, så jeg selv kunne give mig indsprøjtninger. Da jeg spurgte, hvad jeg skulle gøre, hvis den gik i stykker? Så var svaret: Det gjorde den heller ikke.

Det var først bagefter, jeg kom til at tænke på, hvor idiotisk det princip var. For man fik jo ikke mere end en recept. Så selvom du først lærte at bruge sprøjte, så havde du alligevel ikke en sprøjte og en ampul på lager, som du kunne bruge i reserve.

Det var bare sådan en principiel fiks ide – at det helst skulle være på den måde. Og den principielle fikse ide var så indgroet, at mennesker kunne få bevilliget en hjemmesygeplejerske – i stedet for at bruge den noget praktisk nemmere (og billigere) løsning med insulinpennen.

I dag er der ingen, der bruger sprøjte og ampul længere. Nu er det den brugervenlige insulinpen, der bliver brugt til injektion af insulin…

…

Afsnit fra artiklen: » Du bliver syg - af det sygeliggjorte...

…