Lidt har også ret

Ved min forrige ambulante kontrol – havde jeg glæden af en samarbejdsmæssig positiv oplevelse…

Det var selvfølgelig den samme rodede verden som altid. Jeg skulle have mit årlige rutinetjek, med en masse blodprøver for lidt af hvert.

Da jeg kom ind til laboranten, kunne jeg se der manglede en af dem, der normalt var en del af ”pakken”. Jeg spurgte laboranten, som også undrede sig over, at den ikke var med. Vi lavede derefter den aftale, at han tog en ekstra prøve – som jeg så kunne bede sygeplejersken om at bestille, når jeg kom op i ambulatoriet. Så vi kunne gøre det i baglæns rækkefølge.

Og tænk, da jeg på ambulatoriet spurgte sygeplejersken, om de ikke havde glemt en prøve. Så skete der det fantastiske, at hun sagde TAK – fordi jeg selv var opmærksom på, at de havde lavet en fejl.

Ingen selvretfærdig surhed – eller irritation over, at blive fanget i en fejl – men TAK…

Det er jo dejligt, at slippe for kampe – hver gang de laver fejl. Og det kan jo heller ikke koste så meget – med et TAK – når det jo reelt er deres arbejde at sikre, at tingene fungerer. Og vi er jo nogen, der troligt retter alt, hvad vi oplever, der sker af fejl med vores egne behandling – ikke nødvendigvis af opofrende glæde – men af nødvendighed af hensyn til eget helbred…

Det virker måske ikke af så meget – at få et TAK – men med de oplevelser jeg har med i bagagen fra den verden – så hører det til i den positive ende af noget, der ikke kan forventes som en selvfølge i den verden…

Så hvem ved – måske er der alligevel håb for en bedre verden. At patienterne fremover får TAK for at nedbringe fejlprocenten i sundhedsvæsnet – i stedet for en personlig hård medfart…

"Normalitet", selvaccept - og stigmatisering

Lige nu er diabetes meget oppe i medierne. Der svirrer med katastrofenyheder om den dødsensfarlige sukkersyg, årsager til sukkersyge – osv. Sukker skyld i diabetes – sukker ikke skyld i diabetes – ingen kender årsagen til diabetes – det svinger fra den ene yderlighed til den anden – fordi, der ikke er nogen, der kender svaret på hvorfor…

Det er ret irriterende med alt den mediestorm – som der sjældent er seriøs dækning for – ikke i de luftlag – debatterne kører. Det er med til at besværliggøre livet noget – for os der lever med det – med alle de forvirrede rygter og forestillinger, det kan give anledning til…

Et normalt liv med diabetes?
Hvad er et normalt liv? Noget af det der altid popper op, når mennesker får en eller anden form for sygdom – er – kan de få et normalt liv.

Men kigger man på verden og samfundet som helhed – så er der så mange forskellige måder at leve på – at normalitet – er noget meget forskelligt.

Det kræver altid et godt selvværd at være anderledes. Og noget af det vigtigste ved at leve med diabetes eller en anden kronisk sygdom – handler om at turde være anderledes – og holde af sig selv for de særpræg man har.

Da jeg fik diabetes vedtog jeg for mig selv – at det fremover var normalt for mig – at leve med sprøjten og kulhydrattælleren i baghovedet. Og sådan var det bare. For jeg var jo stadig den samme på alle andre måder.

Jeg tog det ikke til mig som en form for unormalitet – mere som en praktisk besværlighed – som jeg kunne – og stadig kan bande lidt over – når der er ting, der bliver lidt for besværlige.

For megen dramatik er med til at stigmatisere os der lever med sygdommen
Det tjener aldrig målgruppens interesser, når der kommer alt for mange krisealarmer om den sygdom, de skal leve med.

Selvfølgelig lever man med det besvær, og den ekstra risiko der er forbundet med sygdommen. Men der er mange mennesker, der lever med nogle begrænsninger og besværligheder – på den ene eller anden måde. Naboens græns er jo sjældent så grønt – at livet er helt problemløst. I hvert fald ikke ifølge dem selv. Vi har jo en god brokkekultur i lille
Dannevang.

Men ret skal være ret. Det kan godt lade sig gøre, at leve et ”normalt” liv – forstået på den måde – at det kan lade sig gøre at have et alsidigt aktivt liv – med de forbehold og det ekstra besvær, der nu engang er forbundet med det. Selvfølgelig kan man aldrig leve så bevidstløst ansvarsløst – med hovedet under armen, som nogen gør. Men det i sig selv er vel heller ikke et ideal – der er værd at tilstræbe?

Det liv kan man så vælge at leve – og få det bedste ud af – eller vælge at gå til af bekymring over en potentiel risiko – som måske alligevel aldrig bliver aktuel for en selv…

Der er jo mange, der lever længe og godt med diabetes… Og der er mange, der lever surt og negativt – længe – uden diabetes…

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

Med den store stigning i antallet af mennesker, der får diabetes 1 – og der også meget af det, der i mange år har gået for at være videnskabelige sandheder, der er blevet afskrevet som fejlagtige
hypoteser.

Det er jo godt – at slippe for de fordomme…

Men videnskabelig set – så har det jo hele vejen igennem været faglig useriøst, at ophøje hypoteser til sandheder.

Nu lander den der, at der er ingen der reelt ved noget om årsagerne til diabetes 1. Godt for os der har sygdommen, at der er kommet lidt mere seriøsitet på banen.

» Flere børn får diabetes 1