Social disciplinering og detailstyring giver trivselsproblemer…

 

» Patientsikkerhed og procedurefejl…

» Jobnet…

» Handleplaner og pædagogik…

» Kontraktstyring og borgerdannelse…

» Foucault: Disciplinering – En moderne magtteknologi…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

…

 

» Sammenhængen mellem ydre pres, indflydelse og trivsel…

» Den 3-dimensionelle samfundsopfattelse…

…

Kompetenceprofil...

Det er ikke nogen nem opgave sådan at skulle definere og beskrive sig selv med tre sætninger, for at kunne implementere / integrere sig selv menneskelig konstruktivt i det danske samfund. Det er faktisk ret svært. Det er nemmere at forholde sig beskrivende til ydre ting…

Profiler er reducerede udsnit af "virkeligheden" – og det vigtigste for en god "profil" er, at man kan genkende sig selv i den. Ellers kan man godt lande med profiler, som ikke er direkte forkerte – men heller ikke særlig rigtige. Og spørgsmålet bliver så, hvor gode de så "i virkeligheden" er?

Hvis ikke man er "regelret" – så skal man jo heller ikke profileres "regelret". For så er det jo andres "regelrette" opfattelse, der danner grundlag for profileringen. Det kan der komme mange mystiske ting ud af. Det har jeg oplevet nogle gange. Hvor jeg måtte konstatere, at det lød og så da meget tjekket og smart ud – men det havde bare ikke så meget med mig at gøre. Ikke fordi jeg er udpræget utjekket på alle områder – men jeg bare ikke ret god til det der med personlig strategisk profilering. Det bliver let noget underlig menneskelig kompliceret noget.

Men nu lykkedes det mig trods alt alligevel at få lavet en profil – som jeg godt kan kende mig selv i. Det hjalp, da jeg begyndte at "tegne" til :) For hvis man er en af dem, der danner overblik, vurderer situationer og problemstillinger, ser sammenhænge og paralleller – ved at "tænke" i billeder – så kan det ikke lade sig gøre at beskrive det på andre måder, end ved at "tegne" det…

Kompetenceprofil

Min største styrke er evnen til at forholde mig til, definere og beskrive sammenhængene mellem organisatoriske strukturer, menneskelige ressourcer og det praktisk velfungerende.

Jeg har en akademisk kombinationsuddannelse bestående af: En grunduddannelse i offentlige planlægning fra ingeniørstudiet på Aalborg Universitet, suppleret med kommunikation, pædagogik og projektledelse – under åben uddannelse – fra henholdsvis Århus Universitet, KUA og DTU.

Som person er jeg empatisk og analytisk – med sans for kreativ og praktisk problemløsning, en hurtig opfattelsesevne og en god jordforbindelse.

Opgaveerfaringer, uddannelse, kurser og færdigheder

» KOMPETENCE CV (PDF dokument)…

…

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser…

» Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi…

…

 

 

 

 

…

» Pædagogik, Struktur & Ledelse…

…

Store regionale udsving i sundhedsprincipper og behandlingstilbud…

Der kan være en verden til forskel på sundhedsprincipper og behandlingstilbud fra region til region. Det var der også, under de tidligere amtsgrænser. Det problematiske med disse udsving er, at de ikke er saglige og fagligt seriøst begrundede – men udelukkende baseret på principper og meninger. Det vil være relativt begrænset, hvor store udsving der kan være ved saglige og fagligt seriøst begrundede elementer i en naturvidenskabelig behandlingssammenhæng. Så de regionale udsving og forskelle der kan være på behandlingstilbud – hører ind under kategorien politik og holdninger.

For mennesker med diabetes 1 er der meget store forskelle, alt efter hvor i landet du befinder dig. Og det har der også alle dage været. I det følgende giver jeg en række eksempler på, hvor store udsvingene har været, og stadig er.

Regionale udsving i tilbuddene for mennesker med diabetes 1…
I det nordjyske (Aalborg) havde man for 22 år siden den principielle mening, at diabetikere først selv måtte lære at regulere på deres insulin, når de havde haft diabetes 1 i mindst et år. I det midtjyske (Vejle) havde man den stik modsatte principielle mening. Der skulle nykonstaterede diabetikere helst have de hurtigtvirkende insulinprodukter fra start og selv lære at regulere på insulinen. Specielt de unge, der meget gerne skulle bibeholde et aktivt liv. Jeg boede i Aalborg, da jeg for godt 22 år siden fik konstateret diabetes 1 – og fik, "gennem nogen der kendte nogen", kontakt med en diabetiker, der boede i Vejle. Så der var et modsatrettet udsving i principielle meninger fra det nordjyske til det midtjyske. Sådan noget er der selvfølgelig ikke nogen som helst saglig og seriøs begrundelse for. Jeg fik dengang kæmpet mig til en "særbevilling" i Aalborg, netop med begrundelsen, at der ikke var nogen som helst saglig og faglig seriøs grund til, at jeg ikke skulle have det.

Så flyttede jeg til hovedstadsområdet, og så blev udsvingene da helt abnorme.

Der var ligesom nogle ting, jeg som udgangspunkt opfattede som "sikker" viden. Et var udsving i meninger – men der var jo ligesom nogle basisting, der ikke sådan bare lige kunne mingeleres med? De naturvidenskabelige fakta?

På Køge Sygehus i Region Sjælland har man produceret en lille liste med kulhydratindholdet i grøntsager, samt en følgetekst med anbefalingen: "Nogle grøntsager, især rodfrugt indeholder lidt kulhydrat, der kan give stigning i blodsukkeret, hvis du spiser større mængder af dem. Dvs. der kan være behov for lidt insulin for at omsætte kulhydraterne. Stigningen fra grøntsager er dog lille og langsom, så derfor anbefales det ikke generelt at tage ekstra insulin, når du spiser grøntsager"… (Se listen » HER.) Jeg har fundet listen på en lukket chatside for diabetikere.

Det her er så Køge Sygehus i Region Sjælland, som åbenbart har et godt greb i, at mennesker med diabetes 1 helst skal lære at tælle kulhydrater og regulere insulinen efter det. Man har også et realistisk forhold til, hvor perfektionistisk det er godt at være. Så de små mængder kulhydrat i grøntsager har ingen praktisk betydning – og er derfor ikke noget, man behøver at gå op i at tælle og regne på. Deres kilde for næringsindholdet i madvarer, har de fra » Den lille Levnedsmiddeltabel, produceret af DTU Fødevareinstituttet. Så her befinder vi os helt sikkert på naturvidenskabelig grund.

Så vender vi blikket mod region hovedstaden. Der lavede man 2010 til 2011(?) i et samarbejde mellem Hvidovre og Bispebjerg hospitaler et forsøg, der skulle dokumentere at kulhydrattælling var en forsvarlig og acceptabel måde at regulere insulinen og en diabetes 1 på. De, der deltog som forsøgspersoner, fik så heldigvis noget godt ud af det, så det ligesom kunne blive "videnskabelig" anerkendt? Så i region hovedstaden "forsker" man sig til det, der med afsæt i den naturvidenskabelige viden fra DTU Fødevareinstituttet bliver informeret om på Køge Sygehus i region Sjælland.

Ser vi på en anden problemstilling – trivselsproblemer. Det kan for eksempel være stress i arbejdslivet. Mange af de problemstillinger er som udgangspunkt ikke anderledes for diabetikere end mennesker, der ikke har diabetes 1. Men holdningen til de problemstillinger hos diabetesambulatoriet er meget afgørende. Jeg har kunnet læse mig til, at der er diabetikere i det midtjyske, der ramler ind i trivselsproblemer, der får et samtaletilbud hos en diabetespsykolog i tilknytning til ambulatoriet. Det vil sige, at man her anerkender trivselsproblemer hos diabetikere, som noget der kan ske, og at de takles bedst med et tilbud, der hører ind under det psykologiske felt. Det vil sige trivselsproblemer, der er genereret af ydre påvirkninger i en situation eller sammenhæng. Det tilbud eksisterer ikke i region hovedstaden.

Der har man derimod forsøgt, at få trivselsproblemer hos diabetikere kørt ind under det psykiatriske område. Det vil sige, at man her definerede trivselsproblemer hos diabetikere, som noget der kommer "inde fra" hos diabetikeren. Der er meget stor forskel på, hvorvidt man definerer problemstillinger til at høre til i det psykologiske eller det psykiatriske felt. Det er forskellen på om trivselsproblemer opstår i en form for sammenspil med omgivelserne – eller om det ensidigt er noget, der skabes hos og af personen selv.

I slutningen af 90'erne kørte der forsøg på at få dokumenteret trivselsproblemer hos diabetikere som en psykiatrisk problemstilling på Bispebjerg hospital. De blev stoppet hen ad vejen, for det var jo helt galt, det der foregik. Men skiftet fra den psykiatriske fashionation og tilgang – til en psykologisk problemopfattelse er endnu ikke etableret i behandlingstilbuddene. Så der blev (så vidt jeg ved) sat en stopper for det værste, uden at der blev etableret noget andet i stedet. Så i region hovedstaden er de trivselsproblemer – som i øvrigt også rigtig mange ikke-diabetikere ramler ind i på et tidspunkt – ikke nogens bord. Der kommer diabetikere i klemme mellem diabetesambulatoriet, der ikke har noget professionelt samtaletilbud overhovedet, efter at psykiatrien blev skrottet ud – og den praktiserende læge, der bliver klemt af, at det er diabetesambulatoriet, der repræsenterer den faglige ekspertise, når det gælder mennesker med diabetes 1.

Et langt stykke hen ad vejen er mennesker med diabetes 1 bedst tjent med at få de samme samtaletilbud som mennesker, der ikke har diabetes 1, når det gælder trivselsproblemer. Det er jo den samme problemstilling i arbejdsmiljøet, der gør sig gældende for alle i sammenhængen, når en hel arbejdsplads knækker ned med stress, og arbejdstilsynet må gribe ind med virksomhedspsykologer for at få det stabiliseret. (Sådan som jeg har oplevet det) Så den problemstilling har som udgangspunkt ikke noget med diabetes 1 at gøre. Og de mennesker, der beskæftiger sig med arbejdsmiljø og arbejdsrelateret stress, er nok de, der repræsenterer ekspertisen på det felt? Men en diabetespsykolog er nok trods alt bedre end ingenting? Og ingenting er så langt bedre end psykiatriske eksperimenter. Forskellen i tilbuddene viser en stor forskel i holdningen til mennesker med diabetes 1. Og den psykologiske tilgang til trivselsproblemer er den, der er i overensstemmelse med det saglige og fagligt seriøse. Så den tilgang indebærer ikke de helt store "katastrofer". Hvor gode diabetespsykologerne er, når det gælder de forskellige problemstillinger, man kan ramle ind i? Det nok meget forskelligt?

Hvad skal du lede efter?
Overordnet set, så følger hospitalerne indenfor de samme regionsområder, de samme overordnede behandlingsprincipper. Alt hvad der sker af forsøg, ændringer i behandlings- og rådgivningstilbud, ligger indenfor de samme godkendende principielle rammer – i det samme regionsområde. Derfra kan der så være udsving fra det enkelte hospital og den enkelte læge. Med stadig under de samme overordnede retningslinier.

Så det der er muligt på et hospital i en region, vil også kunne forekomme på et andet hospital i samme regionsområde. Når kulhydratælling for eksempel bliver anerkendt som et felt for forsøg på et eller to hospitaler i hovedstadsregionen, så er det tvivlsomt, om de øvrige hospitaler i hovedstadsregionen er længere fremme på det felt. Hvorimod region Sjælland med Køge hospital – som udgangspunkt kan formodes at have en anden tilgang til det.

Det, man kan se på og sortere efter, er det skriftlige informationsmateriale til patienterne, som for eksempel » listen over kulhydratindholdet i grøntsager fra Køge hospital. Her er du rimelig sikker på, at du ikke ramler ind i problemet med behandlere, der ikke anerkender den viden og den måde at regulere insulinen og diabetes 1. Det kan du som udgangspunkt ikke vide dig sikker på, hvis ikke der findes skriftlig information om emnet.

En anden sorteringsvinkel er, om der eksisterer diabetespsykologer i tilknytning til hospitalets rådgivningstilbud. For så kan du som udgangspunkt være nogenlunde tryg ved, at man i den sammenhæng anerkender de eventuelle trivselsproblemer, du kan få – for eksempel stressede arbejdsmiljøer – som problemstillinger, der hører ind under det psykologiske felt (reaktioner på ydre påvirkninger) – og ikke det psykiatriske (fejlen ved dit indre jeg). Det kan du som udgangspunkt ikke vide dig sikker på, hvis ikke der findes en form for professionelt samtaletilbud i tilknytning til ambulatoriet på hospitalet.

Sorte pletter på landkortet?
Så med ovenstående i mente, så er region hovedstaden en sort plet på landkortet for mennesker med diabetes 1. Hvorimod mulighederne for at finde de gode behandlingstilbud ser bedre ud i det midtjyske og region Sjælland. Sikker kan man aldrig være eller blive. Men som en eller anden form for overordnet rettesnor…

Statslig styring af sundhedsområdet?
Det virker til, at den eneste løsning på problemet med de store udsving i sundhedsprincipper og behandlingstilbud vil være en mere central styring. Nedlæggelse af regionerne – så sundhedsvæsnet overgår til statslig styring. Det har jo altid stået hospitalerne frit for at samarbejde fagligt på tværs af både de tidligere amtsgrænser og de nuværende regionale grænser. Men det sker bare ikke. Det ligger åbenbart meget indbygget i sundhedsvæsnet, at de administrative strukturer i form af enten amter eller regioner, er nogle små lukkede enklaver, der lever helt deres eget liv uden samarbejdsmæssig kontakt til hinanden.

Det vil selvfølgelig ikke løse problemet med løbende diskussioner af behandlingstilbuddene. Men det vil have den fordel, at der kun vil være et ensartet behandlingstilbud at forholde sig til og tage diskussionen om. Og det vil uden tvivl lette en del – fra patientside. Det vil blive mere klart og tydeligt, hvad der er af tilbud og muligheder indenfor et behandlingsområde. Og på den måde vil det formodentlig også blive lettere at komme de dårlige tendenser og praksisser til livs. For de vil ramme hele målgruppen – og ikke, som det er nu, kun en begrænset del, alt efter hvilken læge, på hvilket hospital – i hvilken region – den enkelte ramler ind i…

…

» Det personlige, faglig – og professionelle…

» Fag, professioner – og professionalisme…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Samarbejdsproblemerne i sundhedsvæsnet går hårdt ud over patienterne…

…

Det personlige, faglige – og professionelle…

Kan det overhovedet lade sig gøre at adskille og skelne mellem det personlige, det faglige – og det professionelle? Er vi ikke altid personlige i vores tilgang og håndtering af de problemstillinger, vi møder på?

Vi har selvfølgelig altid vores person med os – i alt det, vi møder på. Vi har også altid vores personlighed med os: Vores evner, vores følelser, sanseregister, vores måde at tænke og reflektere, vores erfaringer og baggrundsviden. Så det, vi kan sige om det personlige, er, at det er vores evner og erfaringer – menneskelig set. Og det har vi altid med os. På den måde er vi altid personlige, og kan ikke bare smide det væk…

Det faglige er den faglige viden og de faglige erfaringer, der er knyttet til et givet fagligt område. Men der er nødvendigvis ikke nogen sammenhæng mellem det faglige og det professionelle. Mennesker kan godt have en stor faglig viden – uden at være professionelle indenfor det samme faglige felt. Nogen kan måske også somme tider have en større faglig viden, end de der er professionelle indenfor det samme faglige felt…

Det professionelle element knytter sig til et bestemt regelsæt af procedurer. Så en professionel håndtering af en problemstilling følger nogle bestemte fastlagte procedurer for, hvordan problemstillingen skal takles. Der ligger ligesom en garanti for, hvad der kommer til at foregå. En form for forudsigelighed…

Er den professionelle løsning altid et kvalitetsstempel?
Hvorvidt den professionelle løsning er en garant for kvalitet, afhænger af i hvilken udstrækning, det regelsæt for procedurer, der knytter sig til den professionelle faglige praksis, er godt eller skidt.

For ligeså vel som det giver en garanti for, at det der kommer til at foregå, er det, der er integreret i procedurerne. Så ligger der også en afgrænsning fra alt det, der ikke er integreret i procedurerne.

Hvis ikke den løbende udvikling af ny faglig viden bliver løbende integreret i de professionelle procedurer, så får vi en professionel faglig praksis, der ikke praktiserer de bedste faglige løsninger.

Der knytter sig også et fleksibilitetsproblem til de professionelle procedurer, som blandt andet giver problemer indenfor mange af de arbejdsområder, der handler om mennesker. Hvis de professionelle "problemløsninger" læner sig alt for meget op ad "standarder" – så sker der en afgrænsning fra alt det situationsbetingede og uforudsigelige, som med "kvalitetssikringsøjne" er et tilbageslag for kvaliteten.

Så nogen gange giver de professionelle procedurer et dilemma. Vil vi have det sikre og forudsigelige – med den begrænsning, at det ikke kan håndtere det situationsbetingede og uforudsigelige?

Den største "trussel" mod kvalitet – er ikke begrænsninger på hverken det personlige eller faglige plan – men for snævre, ufleksible og utidssvarende procedurer for den professionelle faglige praksis…

…

» Samarbejdsproblemerne i sundhedsvæsnet går hårdt ud over patienterne...

» Prioriteringen mellem behandling, sundhedstjek og statistisk effektmåling...

» Et fragmenteret sundhedsvæsen går hårdt ud over patienterne...

...

» Fag, professioner – og professionalisme…

» Handleplaner og pædagogik…

» Kontraktstyring og borgerdannelse…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

» Fra tilskuer til deltager – Om kommunikation og samhandling med udviklingshæmmede…

» HELE mennesker har "farver" – og skal "forstås" i 3 dimensioner…

…

Man må hyle som de ulve?

Man må hyle som de ulve, man er iblandt – siges der i et gammelt mundheld. Et bud om personlig tilpasning. Ansvarsløs personlig tilpasning?

Der er eksempler på, at mennesker kan blive så pressede og desperate, at de "forglemmer" sig selv og reelt er utilregnelige – og reagerer i situationsbetinget affekt.

Der findes også eksempler på situationer og vilkår, hvor mennesker reelt ikke har en chance for at ændre noget ved noget. Det ligger ud over, hvad der er menneskeligt muligt.

Men bortset fra det. Så har alle vel ansvaret for sig selv og egne handlinger? Juridisk, moralsk og menneskeligt?

Mundheldet om at hyle som de ulve man er iblandt, synes at passe meget dårligt til et demokratisk samfund, der hylder principper som selvansvarlighed og ytringsfrihed?

…

» Samarbejdsproblemerne i sundhedsvæsnet går hårdt ud over patienterne...

» Hvem har ansvaret for arbejdsmiljøet i sundhedsvæsnet?

» Er vold en acceptabel nødvendighed – indenfor nogen jobområder?

» Vold og dårligt arbejdsmiljø på bosteder for udviklingshæmmede – blev "syltet" i årevis…

» De umoralske hjemmehjælpere har stemplet branchen…

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management…

…

Samarbejdsproblemerne i sundhedsvæsnet går hårdt ud over patienterne…

Det er en kendt sag, at der er lagt op til koordinerende problemer, hvis der er mere end en person i sundhedsvæsnet, der er involveret i en problemstilling. Det hænder, at hjemplejen og den praktiserende læge ikke får de nødvendige informationer, når en ældre medborger har været hospitalsindlagt.

Som diabetiker (type 1) bliver du klemt mellem mindst fire forskellige faggrupper, der sidder med hver deres interesseområde: Diabeteslægen, diabetessygeplejersken, diætisten og den praktiserende læge.

Diabeteslægen, diabetessygeplejersken og diætisten repræsenterer henholdsvis: Insulinen, andre faktorer og kosten. Den praktiserende læge repræsenterer: Anden sygdom. Men som diabetiker er det sammenhængen mellem de fire faktorer, der er behandlingen. Den sammenhæng er diabetikeren alene om at forstå og forholde sig til, og kommer dermed til at skulle fungere som koordinator mellem fire faggruppers interesseområder.

Hvis der opstår problemer er det ligeledes diabetikeren, der skal sortere mellem hvilken faktor, der er den problemskabende (for eksempel insulinvirkningen eller anden sygdom), og derfra forsøge at finde hjælp og opbakning hos den rette person i sundhedsvæsenet, for at undgå fejlbehandling.

Mennesker med diabetes 1 er som udgangspunkt placeret midt mellem mindst fire forskellige borde i sundhedsvæsnet. Og det er et problematisk ståsted at have…

» Prioriteringen mellem behandling, sundhedstjek og statistiske effektmålinger…

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

Prioriteringen mellem behandling, sundhedstjek og statistisk effektmåling…

Set ud fra en patientsynsvinkel vil det altid være behandlingen, der er den centrale. Sundhedstjekkene og de statistiske effektmålinger er sekundære. For dem kan det jo ikke lade sig gøre at overleve på. Det er behandlingen man overlever på.

Inden for det diabetiske behandlingsområde er prioriteringen noget anderledes. Behandlingen har stort set ingen interesse, mens der er stort fokus på sundhedstjekkene og de statistiske effektmålinger.

Jeg lod mig engang fortælle, at der manglede et tekstfelt, hvor der var plads til at beskrive behandlingen i journalsystemet. Så lille interesse har det, at der ikke engang er planlagt plads til en beskrivelse af patientens behandling.

I hverdagen betyder det ikke så meget. For der styrer man jo selv tingene. Men i alt kontakten med sundhedsvæsnet giver det jo nogle dialogproblemer, at skulle leve med en form for afhængighed til mennesker, der ikke interesserer sig for din behandling. Og i akutsituationer og i forbindelse med anden sygdom, der kan det let gå hen og blive alvorligt og kritisk.

» Min behandling – og den selvstyrende borgers vandrejournal…

» Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

Min behandling - og den selvstyrende borgers vandrejournal…

Da jeg i sin tid fik diabetes – for godt 22 år siden – blev jeg som udgangspunkt lært op ud fra det det kaldes portionssystemet.

Det gik kort fortalt ud på, at man lavede en kostplan, der bestod af en række måltider: klokken 8, 10, 12, 15, 18 og 20. Den regulerede man så insulinen til at passe til. Og så skulle man derfra helst parkere hovedet under den ene arm, og ellers følge planen. Ellers kun man risikere at skvatte død om eller blive blind – og den slags uhyggelige ting.

Men bortset fra det så fik man med det portionssystem en masse fornuftig og nyttig information om hvilke madvarer, der indeholdt hvad. Og en grundviden om, hvad det var godt at spise meget og lidt af. En viden og information man også er nødt til at have, når man skal leve med diabetes 1. Så indbygget i det portionssystem var der mange gode basisinformationer, og også en viden om hvor meget kulhydrat man selv fik i sammenhæng med insulinen.

Det her portionssystem var udviklet i samarbejde med diabetesforeningen. Så det var diabetesforeningens skemaer og foldere, der blev brugt – og man som patient fik oplæring efter. Man fik blandt andet en plakat med oversigten over en masse forskellige madvarer, og hvad de indeholdt af kulhydrater, fedt og proteiner. Og så nogen af de produkter man ellers ikke lige kan læse varedeklarationer på. Som for eksempel frugt. Den plakat var jeg selv meget glad for at hvad hængende i mit køkken. Men på et tidspunkt besluttede man at kassere den. Jeg ved ikke hvorfor. Min blev med tiden lidt nusset og flosset, så den røg ud. Og så kunne jeg desværre ikke få en ny. Det ærgrede mig faktisk.

Den information, man ikke fik – som ellers er en ret grundliggende vigtig lille oplysning at få, hvis man skal have godt greb i grundforståelsen og sin egen regulering, var at det var kulhydratmængden i kosten der påvirkede blodsukkerbalancen, og dermed den kost der skulle reguleres og styres i forhold til insulinmængden.

Men den simple lille supplerende oplysning, kunne man jo så få ad andre veje. Jeg fandt ud af det ved at låne en dynge grundbøger om kost, ernæring, og kroppens stofskifte system – på biblioteket. Jeg kan ikke længere hvilke bøger, det var, og heller ikke ret meget af den detaljerede teori, jeg var nødt til at grave mig igennem for at finde frem til den lille simple information. Den teori havde jeg jo ikke så meget at bruge til. Jeg skulle jo bare have fat i grundforståelsen for, den mekanisme i kroppen som jeg skulle lære at regulere efter.

Når først, man var i besiddelse af den lille supplerende information, at det var kulhydratmængden i kosten der påvirkede blodsukkerværdierne, så var det ikke så svært at lave den lille mellemregning, der gav omregningsfaktoren på sammenhængen mellem gram kulhydrat og antal enheder insulin. Det krævede selvfølgelig at man havde en hurtigvirkende insulin til måltiderne, for at kunne gøre det. Den skulle man så også kæmpe noget for at få. Det tog et halvt års tid, efter at jeg havde fået sygdommen konstateret, inden jeg fik tilkæmpet mig den. Men derfra var det jo så nemt.

Jeg fik 40 gram kulhydrat til hovedmåltiderne og 8 enheder insulin. Det gav en omregningsfaktor på 2 til 10. Grundlæggende har jeg holdt fast i de 40 gram og 8 enheder som basisudgangspunkt / normal til mine hovedmåltider. Ikke fordi jeg behøver det. Men det var det jeg i sin tid, blev vurderet til, passede til mig og min "vægtklasse". Så det ændrede jeg ikke noget ved.

Men med omregningsfaktoren blev det langt lettere, både at forstå og regulere min diabetes.

Så det der i efterhånden mange år har været min grundbehandling – har været en omregningsfaktor, der hedder 2 til 10, når det gælder sammenhængen mellem kulhydrater og insulin, og nogle gode virkningsprofiler på de insulinprodukter jeg bruger, så jeg ved, hvor meget insulin jeg hele tiden har i kroppen.

Og så er der selvfølgelig alle de øvrige supplerende informationer og erfaringer. Blandt andet en omregningsfaktor mellem blodsukkerværdier og insulin. Hvis kroppen for eksempel afgiver nogle stresshormoner og sætter blodsukkeret meget umotiveret højt op. Der har jeg så en grundregel, der hedder cirka 1 enhed insulin til 2 måleenheder på blodsukkerniveauet. Sådan cirka. Man skal altid passe godt på med de ukontrollable blodsukkerstigninger, og passe på med ikke at tage for meget insulin, når man skal stabilisere dem.

Det her har været min behandling i de over 20 år, som jeg har haft diabetes 1. Og det er en rigtig god behandling, som der under ingen omstændigheder skal ændres noget grundlæggende ved…

Det er den behandling, jeg fremadrettet skal have opbakning til at leve med. Og nu står den beskrevet her. Hvis den er blevet væk i journalsystemet?

Ikke mere rod og flere ufrivillige eksperimenter med mig – og min behandling.

Jeg bruger insulinprodukterne Lantus og Apidra SoloStar…

På forhånd tak…

Venlig hilsen Ulla…

…

» Systematisk insulinregulering – Lantus…

» Behandlingsrelevant opfølgning og fokus…

…

Ja – så er vi gået over til princippet den selvstyrende borger og vandrejournaler – i yderste konsekvens :)

Så skal jeg bare lige ha' lavet et lille kort / lap papir, som jeg kan have sammen med mit sygesikringsbevis, med henvisning til webadressen på vandrebeskrivelsen af min behandling, hvor der står: Jeg er lige her :)

Pas godt på din behandling – ellers bliver den bare væk – midt i systemets mange skemaer og regneark. Ikke fordi den i virkeligheden er rigtigt væk. Der er bare ikke nogen, der har overblikket over, hvor de forskellige oplysninger og informationer er blevet gemt – for at de ikke skulle forsvinde…

…

Alle praktiske problemer kan der findes praktiske løsninger på. På den ene eller anden måde :)

Og nu kan jeg da ikke sådan lige blive helt væk – igen :)

Om systemernes verden på et tidspunkt finder en praktisk løsning, så patienternes behandlinger ikke sådan bare lige kan blive væk? Eller om min vandrejournals løsning bliver det gængse fremover? Ja – det vil tiden jo så vise…

På Færøerne ville jeg være en ”menneskelig normal” diabetiker…

På Færøerne ville jeg være en ganske almindelig og "menneskelig normal" diabetiker – i Danmark er jeg uforståelig og skør i hovedet.

Jeg ramler ind i et behandlingsmareridt, da jeg får diabetes 1. Jeg står selv hele vejen igennem meget uforstående overfor det. For der jo ikke noget i det, som nogen med fornuftsmæssige øjne burde kunne komme i tvivl om? Undervejs bliver jeg ved med at tro på bedre held næste gang – for det er så tilpas idiotisk, at det bare ikke kan passe. Men til sidst tør jeg ikke længere satse på bedre held næste gang. Nu vil jeg være på "sikker grund". Så jeg begynder at skrive mig igennem det personlige mareridt, jeg har været igennem, samtidig med at jeg begynder at lede rundt for at finde noget bedre.

Men jeg kommer til at lede længe efter bedre held – i Danmark.

Jeg fik godt greb i grundforståelsen…

Da jeg i sin tid fik diabetes – for godt 22 år siden – blev jeg som udgangspunkt lært op ud fra det det kaldes portionssystemet.

Det gik kort fortalt ud på, at man lavede en kostplan, der bestod af en række måltider: klokken 8, 10, 12, 15, 18 og 20. Den regulerede man så insulinen til at passe til. Og så skulle man derfra helst parkere hovedet under den ene arm, og ellers følge planen. Ellers kun man risikere at skvatte død om eller blive blind – og den slags uhyggelige ting.

Men bortset fra det så fik man med det portionssystem en masse fornuftig og nyttig information om hvilke madvarer, der indeholdt hvad. Og en grundviden om, hvad det var godt at spise meget og lidt af. En viden og information man også er nødt til at have, når man skal leve med diabetes 1. Så indbygget i det portionssystem var der mange gode basisinformationer, og også en viden om hvor meget kulhydrat man selv fik i sammenhæng med insulinen.

Det her portionssystem var udviklet i samarbejde med diabetesforeningen. Så det var diabetesforeningens skemaer og foldere, der blev brugt – og man som patient fik oplæring efter. Man fik blandt andet en plakat med oversigten over en masse forskellige madvarer, og hvad de indeholdt af kulhydrater, fedt og proteiner. Og så nogen af de produkter man ellers ikke lige kan læse varedeklarationer på. Som for eksempel frugt. Den plakat var jeg selv meget glad for at hvad hængende i mit køkken. Men på et tidspunkt besluttede man at kassere den. Jeg ved ikke hvorfor. Min blev med tiden lidt nusset og flosset, så den røg ud. Og så kunne jeg desværre ikke få en ny. Det ærgrede mig faktisk.

Den information, man ikke fik – som ellers er en ret grundliggende vigtig lille oplysning at få, hvis man skal have godt greb i grundforståelsen og sin egen regulering, var at det var kulhydratmængden i kosten der påvirkede blodsukkerbalancen, og dermed den kost der skulle reguleres og styres i forhold til insulinmængden.

Men den simple lille supplerende oplysning, kunne man jo så få ad andre veje. Jeg fandt ud af det ved at låne en dynge grundbøger om kost, ernæring, og kroppens stofskifte system – på biblioteket. Jeg kan ikke længere hvilke bøger, det var, og heller ikke ret meget af den detaljerede teori, jeg var nødt til at grave mig igennem for at finde frem til den lille simple information. Den teori havde jeg jo ikke så meget at bruge til. Jeg skulle jo bare have fat i grundforståelsen for, den mekanisme i kroppen som jeg skulle lære at regulere efter.

Når først, man var i besiddelse af den lille supplerende information, at det var kulhydratmængden i kosten der påvirkede blodsukkerværdierne, så var det ikke så svært at lave den lille mellemregning, der gav omregningsfaktoren på sammenhængen mellem gram kulhydrat og antal enheder insulin. Det krævede selvfølgelig at man havde en hurtigvirkende insulin til måltiderne, for at kunne gøre det. Den skulle man så også kæmpe noget for at få. Det tog et halvt års tid, efter at jeg havde fået sygdommen konstateret, inden jeg fik tilkæmpet mig den. Men derfra var det jo så nemt.

Jeg fik 40 gram kulhydrat til hovedmåltiderne og 8 enheder insulin. Det gav en omregningsfaktor på 2 til 10. Grundlæggende har jeg holdt fast i de 40 gram og 8 enheder som basisudgangspunkt / normal til mine hovedmåltider. Ikke fordi jeg behøver det. Men det var det jeg i sin tid, blev vurderet til, passede til mig og min "vægtklasse". Så det ændrede jeg ikke noget ved.

Men med omregningsfaktoren blev det langt lettere, både at forstå og regulere min diabetes. Så det der i efterhånden mange år har været min grundbehandling – har været en omregningsfaktor, der hedder 2 til 10, når det gælder sammenhængen mellem kulhydrater og insulin, og nogle gode virkningsprofiler på de insulinprodukter jeg bruger, så jeg ved, hvor meget insulin jeg hele tiden har i kroppen.

Og så er der selvfølgelig alle de øvrige supplerende informationer og erfaringer. Blandt andet en omregningsfaktor mellem blodsukkerværdier og insulin. Hvis kroppen for eksempel afgiver nogle stresshormoner og sætter blodsukkeret meget umotiveret højt op. Der har jeg så en grundregel, der hedder cirka 1 enhed insulin til 2 måleenheder på blodsukkerniveauet. Sådan cirka. Man skal altid passe godt på med de ukontrollable blodsukkerstigninger, og passe på med ikke at tage for meget insulin, når man skal stabilisere dem.

Det her har været min behandling i de over 20 år, som jeg har haft diabetes 1. Og det ved ALLE, der på forskellig vis har kendt mig i de år. Hvis ellers de har gidet høre efter?

Og der er ikke noget som helst i min behandling, der er hverken uforståeligt, mystisk eller noget som helst andet. Det er lige efter bogen. Og hviler alt sammen på den fornuftsbaserede viden og informationer, man kan finde om diabetes 1.

Grundforståelsen er den bedste behandling…

Det er grundforståelsen for sygdommen, der giver den gode regulering. Og med til grundforståelsen hører den simple information, at det er kulhydratmængden i kosten, der påvirker blodsukkerbalancen.

Hvis ikke diabetikere får godt greb i grundforståelsen, så er det ret ligegyldigt, hvad man ellers udstyrer mennesker med at hjælpemidler, forskellige insulinprodukter, insulinpumpe og hvad der ellers findes på det marked. Det ændrer ikke noget ved noget. Diabetes regulerer jo altså ikke sig selv. Det er grundforståelsen, der gør forskellen på, hvor godt et greb den enkelte diabetiker får i sin egen regulering og behandling.

Og hvis man ikke på en eller anden måde får den simple information, at det kulhydratmængden der påvirker blodsukkerbalancen, så er det ret begrænset, hvor godt et greb man er i stand til at få i egen regulering og behandling.

Danske behandlere har ikke greb i grundforståelsen…

Det, jeg nu efterrationaliserende kan se, er, at der ikke er nogen af de behandlere, jeg har været udsat for, og som har givet mig en personlig hård medfart, der har haft noget som helst greb i grundforståelsen.

Og det ryster mig, at man nu er i stand til at lancere den simple lille supplerende oplysning, at det er kulhydratmængden i kosten, der påvirker blodsukkerbalancen, som en ny behandlingsmetode. Hvis ellers, man er i besiddelse af den øvrige basale viden om kosten og insulinprofiler – så er der jo ikke tale om en ny behandlingsmetode – bare en supplerende information. Men jo da også en meget basal vigtig supplerende information. Som det jo ikke kan lade sig gøre at regulere sin diabetes, hvis ikke man er i besiddelse af.

Man kan fra behandlerside ikke være i besiddelse af ret meget basisviden omkring diabetes 1, hvis man er i stand til at lancere en lille basal omregningsfaktor på sammenhængen mellem insulinmængde og kulhydratmængden som en behandlingsmetode. For den lille omregningsfaktor kan jo heller ikke stå alene. Hvis ikke den er kombineret med en god solid viden om, hvilke produkter der indeholder kulhydrater og en god forståelse for insulins virkningsprofiler – ja – så er den omregningsfaktor jo stort set ubrugelig. Så er det jo ren varm luft.

Samtidig bliver jeg så skrællet fuldstændig ud i tovene af de behandlere. Jeg skulle så være patienten uden behandling? Mig bekendt findes der kun en behandling, når man har diabetes 1. Og det er grundforståelsen. Og selvom man så som behandler åbenbart ikke er i stand til at forstå den, så burde man vel fornuftens brug være i stand til at tænke så langt, at det nok ikke kan lade sig gøre for en diabetiker som mig, at leve mere end 20 år med diabetes 1, med et godt helbred og uden begyndende tegn på følgesygdomme, hvis jeg ikke selv har et usædvanlig godt greb i min egen regulering og behandling? Så er det jo ude i noget, der virker fuldstændig rablende sindssygt. Synes jeg.

Danmark er håbløst bagud…

Men et er Danmark – noget andet andre lande.

Og man skal ikke lede længere end til Færøerne, før der viser sig et andet billede. Det blev jeg lidt overrasket over. For Færøerne er jo da – stadig – en del af Danmark. Men på Færøerne får mennesker i forbindelse med oplæringen som nykonstateret fra start af, oplæring i at tælle kulhydrater i forbindelse med insulinen. Og det har man fået siden mindst 2001. Jeg har min oplysning fra en chatside for diabetikere, hvor der også er nogle færinger, der skriver og kommentere. Så på Færøerne har man fra behandlerside jo da så i det mindste greb i grundforståelsen for diabetes 1 – og reguleringen af kosten i sammenhæng med insulinen.

Så har jeg været inde på nogle engelsksprogede chatsider for diabetikere. Der er det også grundforståelsen, der går igen. Kulhydrater, i sammenhæng med insulinmængden og andre faktorer, som stress og så videre.

Nu har Danmark jo altid brystet sig af at være førende på diabetesområdet. Og ja, Danmark har i kraft af Novo Nordisk en international insulinproducerende virksomhed. Og derfor kan der jo kun undre endnu mere, at man på behandlersiden ikke har bedre greb om grundforståelsen for diabetes 1, så både oplæringen og den efterfølgende opfølgning på behandlingen – er centreret om grundforståelsen. Hvor det er en ret relevant og vigtigt information, at det er den del af kosten, der indeholder kulhydrater, der påvirker blodsukret, og som reguleres til at passe sammen med insulinen.

Noget psykisk?

Om det er noget psykisk? Det er ligesom standard spørgsmålet til alt, når der sker noget for en diabetiker. Er det noget psykisk? Det ligesom noget der bliver rådyrket indenfor diabetesområdet. Det skal alt sammen helst være noget psykisk. Og det er det da muligvis også?

Så om det er noget psykisk – måske ligefrem noget psykiatrisk – der ligger til grund for af danske diabetesbehandlere ikke er i besiddelse af grundforståelsen for, hvad der karakterisere en god diabetesregulering, og rent evnemæssigt åbenbart heller ikke er i stand til at fatte det, selvom de får det serveret på et sølvfad? Det er et godt spørgsmål? Men det har jo da i alt intet som helst med vidensbaseret seriøsitet saglighed og fornuft at gøre. Og andet mere behøver jeg jo ikke at forstå. Det er jo ikke min opgave at have en eller form for psykologisk forståelse for de mennesker, der officielt skal forstille sig at være til for mig. Så den form for forståelse, må de finde hos nogle andre. Jeg har mig slev, mit eget liv og helbred at tænke på. Men de fatter de jo heller ikke. Sådan er det med egocentriske mennesker. Det handler kun om dem selv, og alt det de har brug for. Andre mennesker er de bedøvende ligeglade med.

En fremtid uden mere behandlingssjusk?

Nu handlede det jo for mig om, at komme fri at det behandlingsmareridt, som jeg har været udsat for – og finde noget, der var bedre. Jeg vidste udgangspunkt ikke helt, hvad jeg skulle lede efter. For jeg havde lidt svært ved helt at placere, hvad problemet var. Det kan jeg så nu. Jeg har været udsat for behandlere, der ikke har grundforståelsen for diabetes 1. For hvis man har grundforståelsen, så er det jo ret begrænset, hvor mange informationer man har brug for, for at lave opfølgning på en patient, der har et godt helbred. Det kræver ikke ligefrem en dybdepsykologisk forståelse for noget eller nogen at være i stand til det.

Jeg var som udgangspunkt også indstillet på at måtte flytte efter det. Spørgsmålet var mere, hvor langt jeg skulle flytte. Læge, hospital eller region?

Og det, jeg er nået frem til, er – at skal jeg fremtidsbeskytte mig selv mod at blive helbredsmæssigt maltrakteret af flere behandlere, der ikke har grundforståelsen for diabetes 1 – og reguleringen af den sygdom – så skal jeg flytte væk fra Danmark.

Det ved jeg så ikke helt, hvad jeg stille op med. Det virker lidt uoverskueligt. Men jeg er da så på det rene med, at det med grundforståelsen, som blandt andet består af forståelsen for kulhydratindholdet i kosten i sammenhæng med insulinmængden, at den måde at se og forstå en regulering af diabetes 1 – er jeg altså ikke alene om. Det er de behandlere i Danmark, der postulere noget andet, der er på afveje. Ikke mig.

Jeg er ikke den eneste i verden, der tænker og forstår reguleringen af diabetes 1, med afsæt i grundforståelsen. Det lettede…

Jeg fandt mine "ligesindede"…

Så lykkedes det alligevel for mig. Endelig lykkedes det for mig…

…

» Behandlingsrelevant opfølgning og fokus…

» Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

» Sundhedsskadelig forsøgspraksis på diabetesområdet giver fejlbehandling og spiseforstyrrelser…

…

 

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Kontrol eller styring…

Kontrol og selvkontrol er af det onde, på det menneskelige og personlige plan…

Ikke desto mindre har det vundet mere og mere indpas – indenfor mange områder, der handler om arbejde med mennesker…

Men kontrol er en rationel størrelse, der ikke bør rettes mod noget, der har med mennesker at gøre. Der ligger noget menneskeligt amputerende i alt, der vedrører kontrol omkring det menneskelige…

Styring derimod er noget andet. Der er en indbygget harmoni i det, der knytter sig til det menneskelig accepterende…

Kontrolleret vrede har det for eksempel med at blive underlig "eksplosiv". Hvorimod accepteret vrede er lettere at styre…

Det samme gælder de fleste følelser. En accept af, at de er der, tager "toppen af isbjerget"…

Det gælder også tanker. Tanker er jo kun tanker og i sig selv fredelige og harmløse. Og man behøver jo ikke forfølge dem alle sammen :)

Der ligger noget fornægtende i det kontrollerede og selvkontrollerede…

Og det fornægtende har det med nogen gange at komme til udtryk på en forkrampet måde. Mens det accepterede kommer til udtryk på en mere harmonisk måde, som også gør det lettere at fra- og tilvælge udtrykket for det…

…

» Kontrolfiksering

» Det er det praktisk enkle – der giver trivsel og en god (diabetes)regulering...

» Stressaflastning for diabetikere?

» Problemafgrænsning og aflastning – den bedste medicin mod stress og aflastning…

» Det komplicerer livet – når mennesker skaber en "videnskabelig" kompleksitet ud af det banale og enkle (Kost, trivsel og sundhed)…

» HELE mennesker har "farver" – og skal "forstås" i 3 dimensioner…

» Kærlighed, medicin og mirakler…

…

 

 

» Livs-KUNST & Trivsel

 

…livets største KUNST er at beskytte sin personlige integritet – og bevare den personlige trivsel. Personlig integritet er en væsentlig grundforudsætning for trivsel og velvære…

 

…

Det er det praktisk enkle – der giver trivsel og en god regulering…

Det er det praktisk enkle, der giver det bedste grundlag for en god regulering i hverdagen…

Alle unødvendige komplekse regler og finurlige metoder og strategier er kun med til at komplicere den praktiske hverdag med nogle ekstra belastnings- og stressfaktorer…

…

» Problemafgrænsning og aflastning – den bedste medicin mod stress og overbelastning…

» Stressaflastning for diabetikere?

» Hyppige årsager til en dårlig diabetesregulering?

» Behandlingsrelevant opfølgning og fokus?

» Behandlingsrelevant fokus?

» Behandlingsfejl og anden sygdom…

» Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

» Du bliver syg – af det sygeliggjorte…

» Diabetes 1 – Den fleksible og praktisk lette måde…

» Diabetes 1 – En somatisk sygdom – og en psykisk selvkontrollerende behandlingsstrategi…

» En behandlingsrelevant sundhedsstrategi for diabetesområdet?

» Livet bliver svært, når du skal være enten Gud eller død for at være "normal"…

…

 

 

» Livs-KUNST & Trivsel

 

…livets største KUNST er at beskytte sin personlige integritet – og bevare den personlige trivsel. Personlig integritet er en væsentlig grundforudsætning for trivsel og velvære…

 

…

Stressaflastning for diabetikere?

Mange diabetikere lever i en høj risiko for at blive ramt af overdreven selvkontrol, overbelastning og stress. Det er desværre en livsstil, diabetikere bliver påduttet og opfordret til fra behandlerside.

Stress, overdreven selvkontrol og overbelastning – skal forebygges med problemafgrænsning og aflastning. Så det handler et langt stykke hen ad vejen om at gøre den praktiske regulering af diabetes så enkel som mulig.

Et af de punkter, hvor man meget let kan gå ind og gøre en stor forskel, er at bruge den noget enklere kostforståelse i form af kulhydrattælling. Den er vi en del, der gennem årerne selv har lært os op i. Det har indtil videre ikke været noget, man fra behandlerside har billiget eller bakket op om. Der er dog ved at ske en holdningsændring.

…

» Problemafgrænsning og aflastning – den bedste medicin mod stress og overbelastning…

» Hyppige årsager til dårlig diabetesregulering?

» Fremtidsperspektivet for ændret kostforståelse på diabetesområdet?

» Er problemet med oplæring i kulhydrattælling generelt?

…

Diabetikere skal ud af sygdomsrollen…

Når sunde og raske mennesker bliver gjort til genstand for en overdreven sygeliggørelse, kan der let opstå et hypokonderagtigt og proportionsforvrænget sundhedssyn – der kan give anledning til overdreven selvkontrol og depressioner…

» Du bliver syg – af det sygeliggjorte…

» Hyppige årsager til dårlig diabetesregulering?

» Livet bliver svært, når man skal være enten Gud eller død for at være "normal"...

…

 

 

» Livs-KUNST & Trivsel

 

…livets største KUNST er at beskytte sin personlige integritet – og bevare den personlige trivsel. Personlig integritet er en væsentlig grundforudsætning for trivsel og velvære…

 

…

Jeg har diabetes 1 – og det er ikke noget problem?

Jeg har diabetes 1 – og det er ikke noget problem?

Hvad med i stedet:

Jeg har diabetes 1, så jeg har brug for selv at vurdere, hvad jeg spiser.

Jeg har brug for 5 minutter til mig selv ind imellem, så jeg kan måle blodsukker og tage min insulin.

Hvis der skal ske noget, der kræver ekstra fysisk aktivitet og forbrænding, vil jeg gerne vide det i forvejen, så jeg kan planlægge en ekstra "madpakke" eller ændre på min insulindosis.

 

Det er let for mennesker med kroniske sygdomme eller handicaps, at lande i en undskyldende og problembagatelliserende defensiv. Men det er der jo ingen grund til. For det er jo netop ikke noget stort problem – for andre…

Andre har også deres behov og begrænsninger. De undskylder og bagatelliserer det bare ikke. Tværtimod – så tager mange det for givet, at andre tager hensyn til dem og deres behov. Også selvom det ikke er noget særlig alvorligt eller livsvigtigt…

Det er helt i orden at stille krav – og have personlige behov...

…

 

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Antallet af alvorligt stressede stiger…

…

» Antallet af alvorligt stressede stiger…

» Anette: Psykolog bagatelliserede stress…

…

Det virker som om, at den etablerede sundhedssektor ikke er gearet til at tage de samtidsaktuelle trivsels- og helbredsproblemer alvorligt?

De offentlige systemernes omstillingsevne er meget langsommelig. Og det giver bagslag…

…

 

 

» Livs-KUNST & Trivsel

 

…

Sikke et krater…

Det var en større omgang, at få mig skrevet gennem alt det underlige rod. Ikke underligt, at jeg var ved at gå i stykker på det.

Men nu har jeg da fået mig selv "sorteret" fra » Behandlingsrelevant opfølgning og fokus… / så må jeg da kunne blive aflastet fra åget med: Alle de andre?

Det trænger jeg til…

…

 

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Behandlingsrelevant opfølgning og fokus...

Den behandlingsrelevante opfølgning, jeg har brug for, så min kontakt med sundhedsvæsnet fremadrettet kan komme til at handle om mig, mit liv – og mit helbred – består af:

» Behandlingsrelevant fokus?

» Behandlingsfejl og anden sygdom…

» Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

Så kan det ikke gøres nemmere og mere enkelt – fra min side…

Indtil videre har min kontakt med sundhedsvæsnet handlet om en gennemsnitstereotyp ved navn: Alle de andre? Hvem det så end er? Jeg har aldrig mødt ham / hende? Men det kommer vel heller ikke mig ved? Vi har vel hver vores individuelle liv og journal? Formoder jeg? Der bliver lidt overfyldt, når konsultationstiden og journalen bliver invaderet – af en helt masse andre?

…

 

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Tabuer og informationsforvirring skaber selvkontrolleret perfektionisme…

Selvkontrolleret perfektionisme er noget af det mest sundhedsskadelige for diabetikere.

Det er en letforståelig fælde at falde i.

Den megen informationsforvirring og de mange myter på diabetesområdet, kan give mange diabetikere et behov for at beskytte sig selv, med en ydre selvkontrolleret perfektionisme.

Men det er af det onde. For den selvkontrollerede perfektionisme er i sig selv sundhedsskadelig.

Viden, træning og sund fornuft. Ja. Men ikke selvkontrolleret perfektionisme.

En bedre folkeoplysning omkring diabetes 1 – blandt andet om forskellen på diabetes 1 og 2 – kunne måske afhjælpe nogle af problemerne for de, der kommer til at kæmpe med selvkontrolleret perfektionisme? Og så er det også meget centralt vigtigt, at kulhydrattælling kommer på banen som kostforståelse – og genvejen til en lettere regulering i hverdagen.

…

» Hyppige årsager til dårlig diabetesregulering?

» Fremtidsperspektivet for ændret kostforståelse på diabetesområdet?

…

Hyppige årsager til dårlig diabetesregulering?

» Liste med hyppige årsager til dårlig diabetesregulering…

1. Tror at det kun er kosten, der påvirker blodsukret…
2. Gætter blodsukkerniveauet…
3. Gætter kulhydratindholdet…
4. Manglende selvansvar for egen succes…
5. Søger det ekstreme: Succes eller fiasko…

Virker umiddelbart meget fornuftig…

Det bør også være det, diabetikere bliver bakket op i. Blandt andet fra behandlerside…

Det pudsige er, at netop overstående liste over hyppige årsager til dårlig diabetesregulering, er det, der er blevet dyrket fra dansk behandlerside i mange år…

Det generelle trivselsaspekt spiller en stor rolle. En ensidig fokusering på kosten, og detaljeret perfektionisme er helt ved siden af…

Må håbe, at der på et tidspunkt kommer en holdningsændring i den danske behandlerverden?

Det er forståelsen for helheden, selvreguleringen – og trivslen, der giver den gode regulering…

…

 

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Et fragmenteret sundhedsvæsen går hårdt ud over patienterne…

Hvis der er mere end en person i sundhedssektoren, der skal involveres i en problemstilling, så er det ret sikkert, at der opstår problemer. Vigtige informationer bliver glemt, væk eller forsinket…

Det sker i kontakten mellem hospitalet og hjemmeplejen…

Det sker i koordineringen mellem hospitalerne, den praktiserende læge og speciallægerne…

Hvis bord er patienten?

Det bliver værre og værre…

Og hvis det skal blive bedre, så må de ansatte indenfor sundhedssektoren tage et medansvar for de vilkår, der hersker indenfor deres arbejdsområde, ved at åbne munden og give en åben og direkte kritik af de forhold, der skaber problemerne. Så længe ansvaret for vilkårene i sundhedsvæsenet kun er et patientproblem, så sker der ingen ændringer...

…

» Behandlingsrelevant fokus?

» Kontraktstyring og borgerdannelse...

» Social- og sundhedsområderne under indflydelse af moderne management

…

 

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Behandlingsrelevant fokus?

Så må jeg hellere tage det sidste ryk – i kampen for at forebygge flere fejlebehandlinger for mig i fremtiden.

Det jeg hele vejen i gennem kæmper forgæves for i danske sundhedsvæsen, det er at få et såkaldt behandlingsrelevant fokus i det, der er min kontakt med sundhedsvæsnet.

Men ordet behandlingsrelevant er måske endnu ikke blevet forsøgsforsket til at være et begreb, der kan anerkendes som forståeligt i den sammenhæng?

Men jeg kan jo ikke vente 20 – 30 år på, at det mirakel så eventuelt vil indtræffe. For hvis ikke der snart kommer behandlingsrelevant fokus på min behandling, så kommer jeg ikke til at leve så længe.

Så jeg må gøre brug af den nødløsning, at jeg lige selv definerer, hvad jeg mener med begrebet behandlingsrelevant. Og det er så det, der gælder for mig. Resten af mit liv.

Et behandlingsrelevant fokus består at tre elementer: Patientens basishelbred, patientens behandlingshistorik og i mit tilfælde min diabetes behandling. Det skyldes at jeg har en kronisk sygdom: Diabetes 1. Det fremgår også af min journal?

Og så lige de basale definitioner.

1. En patients basishelbred er det, der fremgår i journalen på baggrund af de blodprøve I tager på patienten: Kolesterol, blodtryk, vægt og alt det andet. Det bliver skrevet ind i journalen, og står der. Og når der sker forandringer med en patients helbred, for eksempel hurtigt vægttab, pludselig stigning i blodtrykket eller andre ting – så skal det sammenholdes med patientens basishelbred. Ikke en statistisk gennemsnitsprognose. Fysiologiske og helbredsmæssige forandringer er individuelle – ikke kollektive. Og fysiologiske og helbredsmæssige forandringer sker meget langsomt, over tid – men mindre der er et eller andet alvorligt galt.
   
2. En patient behandlingshistorik er det, patienten har været udsat for i sundhedsvæsenet gennem sit livsforløb. Det fremgår – eller burde fremgå af journalen?
   Ellers er min behandlingshistorik beskrevet » HER.
   
3. Og min diabetesbehandling er beskrevet » HER.
   

Og de tre dele skal så ses i sammenhæng med hinanden. For de spiller jo ligesom sammen. På den måde, at det jo handler om det samme menneske.

Det er meget enkelt. Der er ikke noget som helst kompliceret eller svært ved det. Det er nemt, letforståeligt og ligetil. Eller det burde det da være?

Jeg forstår ikke problemet. Forstår ikke hvordan, der kan opstå problemer med noget, der er så simpelt, enkelt, ligetil og letforståeligt? Det mig ubegribeligt…

Og så vil jeg gerne have lov til at leve resten af mit liv i fred – uden at skulle udsættes for mere aflivnings- og invalideringssult i sundhedsvæsnet…

På forhånd tak…

Venlig hilsen Ulla…

…

» Behandlingsfejl og anden sygdom…

» Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

» Fremtidsperspektivet for ændret kostforståelse på diabetesområdet?

» Gode og dårlige behandlingssteder…

…

 

» Et værdigt liv med diabetes 1?

 

…

Behandlingsfejl og anden sygdom...

Det allermest helbredsmæssigt alvorlige, du kan komme ud for som diabetiker, er: En sammenblanding af anden sygdom og diabetesbehandlingen.

» Behandlingsfejl og anden sygdom...

Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

Mine bevæggrunde for at begynde at skrive, var at finde frem til, hvordan jeg kunne fremtidsbeskytte mig selv mod at blive udsat for flere behandlingsfejl. Jeg har stået meget uforstående overfor det, jeg har været udsat for, for der har aldrig været noget specielt kompliceret og svært ved hverken mig, mit helbred eller min diabetesbehandling. Så det handler sådan set slet ikke om mig. Det er ligesom det, der er problemet. At det jeg oplever og bliver udsat for som patient, sådan set slet ikke har noget som helst med mig at gøre.

Så det blev efterhånden ret vigtigt for mig, at den kontakt jeg har med sundhedsvæsnet, ligesom kommer til at handle om mig, mit liv – og mit helbred. Det andet blev lidt for tungt og ensidigt belastende.

MIN – behandling…

Så nu lidt fokus på – MIN behandling – som er det, der ligesom skal fokus på, for at forebygge fremtidige behandlingsfejl. Og den beskrivelse, der nok er nemmest at få koblet på behandlerverden, falder ligesom i tre hovedgrupper: Kostforståelsen, insulinforståelsen og adskillelse af diabetes og behandling af anden sygdom.

1. Den kostforståelse, jeg har levet med i mange, mange år, har nu fået et navn: Kulhydrattælling. Så til jer behandlere, der opfatter det som sort snak, at man kan målrette og forbedre sin behandling ved at fokusere på kulhydratindholdet i kosten, kan jeg nu fremadrettet henvise til Hvidovre hospital for yderligere information. Der har man kørt forsøg, og fået det defineret og anerkendt som en behandlingsmetode.
   Ellers findes der meget information om kost, kostens optagelse i kroppen og kulhydrater – sådan rundt omkring i det danske samfund: Biblioteker, sociale netværker, og diabetikere, der har skrevet om deres erfaringer med det. Det kræver selvfølgelig, at man selv er opsøgende og sorterer i informationerne, hvis man skal lære om det ad den vej. Men nu er der jo så kommet en lettere tilgængelig vej til den forståelse, i form af en ny behandlingsmetode, kaldet kulhydrattælling. Det må da lette noget på det?
   For mit eget vedkommende, så svarer 2 enheder insulin cirka til 10 gram kulhydrat. Det skal selvfølgelig justeres til de andre forhold, der spiller ind på kroppens omsætning af kulhydrater og effekten af insulinen.
   
2. For mig er der kun en fornuftig og god måde at forholde sig til insulinforståelsen. Og det er ved at finde og kende insulinens virkningsprofil i kroppen, så man altid ved, hvor kraftig en virkning der er, som der skal tages højde for ved vurdering af kost og ydre påvirkninger.
   Jeg har beskrevet det lidt mere detaljeret, i forbindelse med dosisreguleringen af Lantus. Der findes også en kopi at den beskrivelse i min journal. Men ellers kan I læse det » HER.
   
3. Anden sygdom skal for mit vedkommende altid behandles særskilt som det, det er, anden sygdom. Og den behandling der er den bedste, når det gælder anden sygdom, er den, der tilbydes mennesker, der ikke har diabetes 1.
   Jeg er selv god til at holde symptomerne adskilt, så det er relativt enkelt at fortage den behandlingsmæssige opdeling, når det gælder mig. Så på det punkt, bør der ikke ske flere fejl. Det er noget af det mest alvorlige og kritiske, man som diabetiker kan komme ud for: At der bliver rodet med diabetesbehandlingen i forbindelse med anden sygdom.

Ovenstående fremgår også af min journal. Men det kræver jo, at man læser journalen, hvis man skal finde og forstå patientens basisbehandling og behandlingshistorik? Ellers kan den selvfølgelig godt blive væk?

Ellers har jeg beskrevet noget af det på siden: » Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier…

Så kan den nødvendige viden og information, jo findes der…

Er det noget psykisk?

Er det noget psykisk? Det er det evindelige spørgsmål, når det gælder diabetikere. Er det noget psykisk?

Helt ærligt, det aner jeg faktisk ikke. Så det spørgsmål må jeg sende videre.

» Er det noget psykisk, når en læge forsøger at dække over sin manglende viden omkring medicinsk behandling, ved at stemple patienterne som psykisk syge?

» Er det noget psykisk, når en sygeplejerske forsøger at bilde patienterne ind, at der ikke sker noget ved at tage overdosis insulin?

» Er det noget psykisk, når en leder og en kollega terroriserer en nyansat yngre kollega, der ikke har noget med deres interne personlige problemer at gøre, til en hospitalsindlæggelse?

» Er det noget psykisk, når en nærtstående bekendt giver dig skylden for et selvmord, begået at en, du ikke kender?

» Er det noget psykisk, når medicinsk uddannede mennesker ikke er i stand til at forstå en simpel individuel insulinregulering?

» Er det noget psykisk, når ledelsen og medarbejderne på en arbejdsplads beslutter at køre så meget selvsving i selvrealisering, at medarbejderne kollapser på stribe?

» Er det noget psykisk, når behandlere afreagerer deres personlige problemer på patienterne?

Om det er noget psykisk? Muligvis? Det er da mennesker med nogle meget abnorme og grænseløse behov. Og jeg er ikke i stand til at garantere for den menneskelige normalitet.

Men hvis I gerne vil have svar på jeres interesse for, hvorvidt det er noget psykisk, så må I rette henvendelse til de mennesker, det handler om, og eventuelt alliere jer med nogle professionelt uddannede psykologer og psykiatere(?), og ad den vej prøve at finde noget afklaring på det spørgsmål.

Det er ligesom ikke mit bord. Og jeg orker faktisk ikke at skulle spilde mere af mit liv på dem og det. Det var nogle dyre bekendtskaber. Og dyre bekendtskaber er der ikke så meget godt og positivt at sige om. Kun at det kan lade sig gøre at få en ende på det…

Jeres behov for dybdepsykologisk forståelse?

Jeres behov for dybdepsykologisk og intim forståelse for patienterne, står jeg meget underne overfor. For det virker helt ærligt ikke, som om I har tid til ret meget andet end overfladisk interesse? Og selvom I åbenbart har rigelig med tid, så har jeg ikke det.

Men jeres behov er jo vigtige. Ellers får man jo bare end dårlig behandling. Så der er ligesom ikke så meget at rafle om der.

Nu har jeg skrevet en del om det, jeg har oplevet i mit liv på mine forskellige sider og blogs. Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre at gentage alt, hvad der er sket i mindste detaljer. Men jeg har skrevet om lidt af hvert – så det rent emnemæssigt er en nogenlunde beskrivelse af det, jeg har oplevet og beskæftiget mig med.

I er velkomne til at læse det, og ad den vej få den forståelse, som I åbenbart har brug for? Det er ikke noget, jeg har overskud og ressourcer til at spilde konsultationstid på.

Nu ved jeg jo ikke, hvad det sådan lidt mere konkret er, som I har brug for at få forståelse for? Men I kan jo starte med at klikke ind på siden: » Fag & Samfund

Og derfra kan I klikke videre rundt og finde frem til de sider og emner, der giver jer de svar, som I søger?

Det lidt mere behandlingsrelevante, som måske burde have jeres primære interesse? Kan I læse om på siden: » Diabetes 1 – Viden, Vinkler & Værdier…

Derfra har I mulighed for at klikke videre til andre sider.

Så kan jeg ligesom ikke rigtigt gøre mere, for at løse det problem...

Er jeg befriet for flere behandlingsfejl i fremtiden?

Aner det ikke. For det handler jo slet ikke om mig. Det handler om, hvorvidt der kan blive plads til, at den kontakt jeg har med sundhedsvæsnet, kan komme til at handle om mig, mit liv – og mit helbred?

Og det er jo ikke noget, jeg bestemmer…

…

» Fremtidsperspektivet for ændret kostforståelse på diabetesområdet?

» Gode og dårlige behandlingssteder…

» Et værdigt liv med diabetes 1?

…

Fremtidsperspektivet for ændret kostforståelse på diabetesområdet?

Ja – det "lysner i øst"…

Jeg har på en chatside for diabetikere ladet mig fortælle, at det forsøg med kulhydrattælling, der løb af stablen på Hvidovre hospital for et par år siden, har været så stor en succes, at det nu danner lære for andre diabetesambulatorier.

Så udviklingen har vendt – og det går nu den rigtige vej. Det krydser jeg da i alt fald fingre for.

Som udgangspunkt, så har den kostforståelse jo fået et navn. Det er altid en begyndelse, når noget skal vinde anerkendelse. Så skal det defineres i form af et navn. Og navnet på den kostforståelse – er så kulhydrattælling.

» Er problemet med oplæring i kulhydrattælling generelt?

Og mig? Hvad betyder det for mig?

Ja nu har jeg gennem efterhånden mere end tyve år måttet leve med "stemplet" som den underlige, hysteriske, skøre eller geniale patient. Og det har da været ved at drive mig mere eller mindre til vanvid.

Jeg var og er ingen af delene. Kun tyve år forud for min tid med at lære mig selv op i at tælle kulhydrater, som den mest enkle og letforståelige måde at regulere en diabetesbehandling på. Kulhydrattælling gør forskellen på – om du ved, hvad det handler om, og er i stand til selv at regulere på kosten og insulinen – eller om du "rager rundt i blinde" – og håber det bedste, uden helt at forstå hvad det handler om. Det med at "rage rundt i blinde" – det kunne jeg ikke leve med. Det virkede hasarderet. Og det var ikke noget for mig. Så derfor læste og lærte jeg mig selv op. Dengang for mere en tyve år siden.

Og hvem ved – måske ender det med, at jeg kan opnå status af at være en ganske ordinær og almindelig patient – på mine ældre dage? Det ville da være befriende…

…

» "Normal-tosset"…

» Et værdigt liv med diabetes 1?

…

Gode og dårlige behandlingssteder...

Forholdene på Bispebjerg diabetesambulatorium er åbenbart meget dårlige – har jeg nu fået bekræftet fra en anden tidligere bruger af det sted.

» Bispebjerg hospital

Der var ikke noget, der hed bedre held næste gang der – det var det, jeg i min "dumhed" blev ved med at tro på.

Hvad er så godt?

Det bliver så det næste spørgsmål.

Det centrale for mig er, at der er accept og forståelse for kulhydrattælling, individuelle virkningsprofiler på insulinen – og at anden sygdom skal behandles som anden sygdom, og det er meget vigtigt, at der er klarhed om at få anden sygdom adskilt fra diabetesbehandlingen. Det sidste står og falder meget med samarbejdet mellem diabetesambulatoriet og praktiserende læge – ellers kan man let falde mellem to borde i den verden.

Lidt respons på tilstanden på diabetesområdet…

Så fik jeg lidt afklaring omkring forholdene på diabetesområdet – på chatsiden diabeteschat…

» Bispebjerg hospital

» Kulhydrattælling

Det er godt nok et gedemarked. Det kan ikke være rigtigt, at man skal bruge så mange ressourcer – på så lidt. For det er jo i realiteten lidt. Det er jo ikke dyb videnskab – bare rod…

Hvor stort er problemet med dårlig regulering af den langsomvirkende basisinsulin?

Det er min egen erfaring, at skal man havde den grundlæggende gode forståelse og regulering af den langsomvirkende basisinsulin, så skal du selv være god til at se mønstre og være i stand til at finde frem til den rette dosering.

Jeg ved, at der er mange andre end mig, der har samme erfaring.

Men hvor stort er problemet? Er der nogen ambulatorier, der er bedre end andre?

Jeg bruger selv Lantus – og det er meget glad for. Men jeg oplever desværre, at der er mange behandlere, der er negativt indstillede overfor Lantus, hvis ikke det har 24 timers virkning. Det er åbenbart det, man fra behandlerside synes skulle være det positive ved det produkt. For mig, der bruger det, har det positive været, at det har en meget jævn virkningsprofil, så det er langt lettere at opnå en stabil regulering af den langsomvirkende basisinsulin, som jeg selv lægger stor vægt på, som noget centralt vigtigt for en god regulering.

Det er ret belastende at have med behandlere at gøre, der har de negative holdninger, i stedet for at bakke op om en god regulering.

Det har jeg svært ved at forholde mig til. Og kan som udgangspunkt heller ikke se, at det burde være et problem. 2 doser eller 1 dosis? Ja det kan vel være ligegyldigt? Det må jo være den stabile regulering, der er i centrum? Det er det for mig.

…

» Kommentarer på diabeteschat

…

» Systematisk insulinregulering – Lantus…

» Insulinvirkningen er IKKE lægens bord

…

Er problemet med oplæring i kulhydrattælling generelt?

Hvor udbredt er problemet med den manglende oplæring i kulhydrattælling for type 1 diabetikere?

Jeg har kunnet læse mig til, at den manglende oplæring og forståelse for det – har været gængs på Bispebjerg hospital – altid. Og formodentlig også Hvidovre hospital, der kørte forsøg om kulhydrattælling sammen med Bispebjerg hospital.

Gør det samme sig gældende på andre hospitaler og ambulatorier?

Problemet med den manglende oplæringsmulighed – giver desværre et problem i kommunikationen mellem diabetesambulatorierne og os, der selv har lært os op, fordi vi ikke indgår som en del af det oplæringsprogram, som stederne tilbyder.

Et er, at vi kan lære os selv op – men det er også vigtigt, at der er en god forståelse og accept af den måde at regulere sin diabetes på, hos de behandlere, der er på diabetesambulatorierne.

Og noget tyder på, at det problem er meget udbredt?

Jeg har i sin tid selv lært mig op – og det er efterhånden mange år siden. Det skete i en kombination af at læse om det i diverse bøger og pjecer – og hvad jeg ellers kunne få af viden på baggrund af andre diabetikers erfaringer – gennem forskellige uformelle kontakter og netværker.

Jeg har altid troet at tiden ville ændre på det, så kulhydrattælling blev den gængse oplæring – og dermed ville der også opstå en større forståelse og accept af det fra behandlerside. Men det ligger åbenbart ikke sådan lige for?

…

» Kommentarer på diabeteschat

…

Netværksmuligheder for type 1 diabetikere...

Der findes en række netværksmuligheder for type 1 diabetikere - med mulighed for erfaringsudveksling og hjælp til selvhjælp - blandt andet på Facebook...

Se links i sidespalten under: Netværker...

Definitionen af sygdomme definerer forskningsfeltet for sygdomsbekæmpelse…

Den måde, man definerer sygdomme på, definerer samtidig i hvilken grad, man retter forskningen mod helbredelse af sygdomme – eller stagnerer i en definition, hvor man accepterer nogle sygdomme som værende uhelbredelig og kroniske.

Et af de sygdomsområder, hvor definitionen af en sygdom har stagneret den forebyggende og helbredende forskning, er diabetes 1.

» Hvordan ser fremtidens helbredelsesmuligheder ud for diabetes 1?

Hvordan ser fremtidens helbredelsesmuligheder ud for diabetes 1?

Mulighederne for i nær fremtid at være i stand til at helbrede diabetes 1, ser faktisk ret gode ud.

Der gælder det ved enhver form for sygdomsbekæmpelse, at det handler om at være i stand til at isolere nogle faktorer, som man er i stand til at måle fysisk og naturvidenskabelig på, så man har noget fysisk konkret, som man kan rette udviklingen af noget helbredende og sygdomsbekæmpende medicin til at virke mod.

Den faktor, man er i stand til at isolere og måle på, når det gælder diabetes 1 – er den proces, der nedbyrder de insulinproducerende celler. En proces hvor kroppen begynder at danne antistoffer mod de insulinproducerende celler. Man har aldrig været i stand til at finde årsagen eller årsagerne til, hvad der får kroppen til at begynde at danne antistoffer mod de insulinproducerende celler. Så efterhånden ved man ret meget om, hvad det ikke er. Det er ikke arveligt, og der ligger heller ikke noget i det, man ellers har målt på, der påviser noget mønster eller fællestræk hos de mennesker, der får sygdommen. Man har meget ensidigt rettet forskningen i årsagerne mod noget, man skulle kunne finde hos den gruppe mennesker, der får sygdommen. Det var en blindgyde. Skal man finde årsagerne til hvad, der giver diabetes 1, skal man i stedet rette forskningen mod at finde frem til hvilke ydre faktorer, der er i stand til at påvirke kroppens immunsystem, så det begynder at danne antistoffer mod kroppens insulinproducerende celler. Så man har kort og godt ledt efter årsagerne det forkerte sted.

Men man behøver jo heller ikke at kende årsagerne til, hvad der starter den proces, hvor kroppen begynder at danne antistoffer mod de insulinproducerende celler, for at udvikle en medicin, der kan stoppe den proces. Det er jo nok, at man kender den faktor, der skal stoppes. Det er jo den måde, man på så mange andre sygdomsområder gennem tiderne har udviklet mulighederne for at bekæmpe mange forskellige former for sygdomme. Der har man som udgangspunkt heller ikke altid vidst noget om årsagerne til opståen af forskellige sygdomme, kun de faktorer i form af virusser, bakterier og andet der giver anledning til sygdom hos mennesker. Og det er jo også fuldt ud tilstrækkeligt for at være i stand til at udvikle noget helbredende og sygdomsbekæmpende.

Den proces hvor kroppen begynder at danne antistoffer og nedbryder de insulinproducerende celler – forgår over en længere periode. Det kan variere meget fra person til person – fra få måneder, et halvt år og i nogle tilfælde længere. Så hvis man udvikler et produkt, der kan stoppe den proces, så er den proces også så tilstrækkelig langsom, at der er "god tid" til at stoppe processen, inden alle de insulinproducerende celler er blevet nedbrudt. Og så længe der bare er en rest tilbage, så kan kroppen, hvis den bliver aflastet fra angrebet fra antistofferne, genbygge sin celleproduktion igen.

Så er vi jo en del, der allerede har fået sygdommen – og der stadig flere og flere der får den. Der vil man på tilsvarende vis være i stand til at rette forskningen mod noget helbredende, ved at begynde at tænke i celletransplantation. Forudsætningen for at celletransplantation vil kunne lykkes og blive en behandlingsmulighed, vil hænge sammen med, at man først er i stand til at slå de antistoffer ned, som nedbryder de insulinproducerende celler.

Der er selvfølgelig altid nogle andre og flere perspektiver i at være i stand til at kortlægge årsagerne til sygdom, end i at udvikle noget medicin, der kan bekæmpe og helbrede sygdommen, når den opstår. Og det man måske ville kunne gøre, når og hvis man finder frem til årsagerne, er at kunne udvikle noget vaccine mod sygdommen, som vil være en langt mere effektiv form for sygdomsforbyggende indsats. Men som det ser ud nu, så er det fremtidsperspektiv baseret på om man er i stand til at finde frem til en række ubekendte faktorer, der kan være hvad som helst. Mens en sygdomsbekæmpende indsats vil kunne rettes mod en kendt faktor, der vil kunne isoleres og danne grundlag for udvikling af noget sygdomsbekæmpende medicin.

Forhindrer indgroet vanetænkning helbredelse af forhøjet stofskifte?

For efterhånden 10 år siden havde jeg en kort periode, hvor mit stofskifte accelererede og blev ekstremt forhøjet…

Det var lidt af et behandlingsmæssigt mareridt, jeg den gang blev udsat for – men efter en 3 – 4 måneder, var antistofferne slået helt ned, og jeg var helbredt for sygdommen. Men det skete kun, fordi jeg holdt fast i mig selv. For fra behandlerside definerede man sygdommen som kronisk og uhelbredelig, og jeg kom under pres for at skulle have reduceret min skjoldbrudskirtel ved en radioaktiv jodbehandling…

Det var generelt et behandlingsmareridt, på flere måder. Dels begyndte man på det sædvanlige sammenrod af anden sygdom og diabetesbehandlingen. Så det var om selv at fastholde sorteringen mellem diabetesbehandlingen og de påvirkninger, det gav, at have et forhøjet stofskifte der accelererede på fuldt blus. (» Forhøjet stofskifte kan behandles)

Men i kraft af at man definerer sygdommen som kronisk, så er fokus 100% rettet mod at bruge medicinen til at stabilisere stofskifteniveauet – og ikke mod at slå de antistoffer ned, der skaber sygdommen. Det vil sige, at i behandlingsforløbet bliver der kun målet på stofskifteniveauet, og ikke niveauet på mængden af antistoffer. Så man måler ikke på det medicinen er udviklet til at virke på – men på symptomerne på, at der er antistoffer i kroppen: Stofskifteniveauet.

Et eller andet sted var det nok mere held end forstand, at jeg blev helbredt. For det var ikke det, behandlingen blev rettet mod.

Jeg fandt senere ud af, at der var andre, der ligesom mig blev helbredt. Men helbredelsen sker jo så, fordi den medicindosis man får, tilfældigvis rammer den mængde, der er behov for, for at slå antistofferne helt ned. For eftersom det ikke er det man måler på, og retter medicineringen imod – så er det jo ret tilfældigt?

Havde jeg ikke holdt godt fast i mig selv, så havde jeg fået reduceret min skjoldbrudskirtel og været afhængig af hormonmedicin resten af mit liv – på grund af en sygdom, der kunne helbredes med medicinsk behandling i løbet af en 3 – 4 måneder. Nu kom jeg så fra det med helbredet intakt. Men det rystede mig da, at man så let kan blive invalideret på grund af noget, der var så relativt let at behandle.

Trods det, at vi er nogen, der reelt bliver helbredt – så er det stadig den generelle holdning og opfattelse, at forhøjet stofskifte er en kronisk sygdom, der er 100 % uhelbredelig.