Jeg hører til de små spinkle, der aldrig har været overvægtig – og heller ikke har anlæg for det.
På et tidspunkt var jeg udsat for en læge, der havde brug for at få gjort en sygdom ud af min slanke og spinkle statur. Først tog jeg mod det amatørpsykologiske behov for at ”aflure”, om jeg havde et sygeligt behov for at være ”myndeslank”. Men det gik – og går jeg egentlig ikke så meget op i – jeg er, som jeg er… Og det er ”beklageligvis" "desværre” i den slanke ende af vægtskalaen. Det næste jeg skulle testes for, var om mit stofskifte var forhøjet. Det troede jeg nu ikke – for hvis det var det, så havde det nok vist sig som et problem for mange år siden. Men han kunne da godt få lov til a tage en prøve på det, så vi kunne få det ud af verden.
Der blev så taget en stofskifteprøve. Ved næste ambulante besøg havde han så resultatet af den. Den viste at mit stofskifte var højt, men ikke forhøjet – så han kunne berolige mig med, at alt var ganske normalt. Men han behøvede ikke at berolige mig, det var helt, som jeg havde forventet – det var ham, der havde brug for at blive beroliget, og det var han så blevet. Han skulle ikke tørre sit problem af på mig.
Da jeg forlangte at få resultaterne at se, ville han først ikke vise mig dem – for det var meget kompliceret, så det kunne jeg ikke forstå. Det troede jeg nu godt, jeg kunne, jeg er ret kvik – så han kunne bare fortælle, og hvis der var noget jeg ikke forstod – så kunne jeg jo spørge. Og det var faktisk ret enkelt at forstå. Når der bliver taget en prøve for forhøjet stofskifte, bliver der målt på 4 (så vidt jeg husker – eller også er det 5) faktorer. Den ene faktor er en proceskatalysatorer, det er det stof, der sætter tempoet på processen – de andre faktorer viser mængden af de stoffer, som katalysatoren kan omsætte. For at et stofskifte kan være forhøjet, skal både katalysatoren og nogle af de andre faktorer være forhøjet.
Så det var jo nemt at forstå.
De ”normale” problemer
Som patient skal du helst have de problemer, der står i tjeklisten, at det er ”normalt” at have. Og i Danmark er det normalt, at have problemer med overvægt.
Det er meget opslidende, at blive udsat for et konstant behov for at få dig gjort til et unormalt og problematisk menneske.
11 maj 2010
08 maj 2010
Destruktiv frygt
Af en eller anden besynderlig grund – så baserer meget diabetesrådgivning sig på frygt. Det virker som om, at man i behandlerkulturen tror, at frygt giver mennesker evnen til at regulere deres diabetes.
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt til behandling, var der en medpatient, som gjorde meget stort indtryk på mig. Han var indlagt efter et insulinchok. Han var mildt sagt skrækslagen – og ude af stand til at forholde sig til det, der var sket.
Som han selv gav udtryk for – så gjorde han alt det ”han skulle”. Han spiste ikke en krumme mere end ”han måtte” – og alligevel gik det galt. Det, han ikke forstod, var – at han i forbindelse med ekstra fysisk aktivitet var nødt til at spise ekstra for at undgå lave blodsukre. Han turde ikke selv tage stilling til sin kost og insulinbehandling.
Det mest modbydelige, man kan gøre mod mennesker, der skal leve med insulinkrævende diabetes – er at præsentere dem for alverdens ulykker i kombination med en bedrevidende facitliste til forebyggelse af ulykkerne. Nogen bliver så bange, at de blokerer helt for selv at tage stilling til deres behandling. Jeg har gennem årene mødt nogle stykker, der på den måde får et meget svært liv – og får svært ved at få greb om en god regulering af deres diabetes. De får aldrig den grundlæggende forståelse for, hvad det handler om.
De kommer til at leve i frygt – eller i afmægtig ”fanden i voldsk” trods. Et liv på trods…
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt til behandling, var der en medpatient, som gjorde meget stort indtryk på mig. Han var indlagt efter et insulinchok. Han var mildt sagt skrækslagen – og ude af stand til at forholde sig til det, der var sket.
Som han selv gav udtryk for – så gjorde han alt det ”han skulle”. Han spiste ikke en krumme mere end ”han måtte” – og alligevel gik det galt. Det, han ikke forstod, var – at han i forbindelse med ekstra fysisk aktivitet var nødt til at spise ekstra for at undgå lave blodsukre. Han turde ikke selv tage stilling til sin kost og insulinbehandling.
Det mest modbydelige, man kan gøre mod mennesker, der skal leve med insulinkrævende diabetes – er at præsentere dem for alverdens ulykker i kombination med en bedrevidende facitliste til forebyggelse af ulykkerne. Nogen bliver så bange, at de blokerer helt for selv at tage stilling til deres behandling. Jeg har gennem årene mødt nogle stykker, der på den måde får et meget svært liv – og får svært ved at få greb om en god regulering af deres diabetes. De får aldrig den grundlæggende forståelse for, hvad det handler om.
De kommer til at leve i frygt – eller i afmægtig ”fanden i voldsk” trods. Et liv på trods…
Et depressivt livssyn
Behandlerkulturen er præget af et depressivt livssyn – som man forsøger at overføre på patienterne. Noget af det første, der slog mig, da jeg som nykonstateret diabetiker kom i kontakt med den verden – var: ”Hvorfor forsøger man at gøre et praktisk problem til et psykisk problem?”.
Den mentalitet er kommet til udtryk på mange forskellige
måder gennem årene.
Her er et par eksempler:
Dit liv er ødelagt
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt, var min reaktionlettelse over at få stillet en diagnose, der var til at leve med. Det stod i en noget skærende kontrast til den ”undergangsstemning” der prægede personalet. Jeg kan huske, der stod en rand af personale omkring min seng – da jeg fik overbragt det sørgelige budskab om det liv, der ventede mig med diabetes: Mit liv blev aldrig som før – og jeg skulle fra nu af til at have ansvaret for mig selv. Mig bekendt havde jeg altid haft ansvaret for mig selv – og jeg kan huske, at jeg tænkte: At det virkede som om, jeg var landet mit i en begravelse – og noget tydede på at det var min egen. Det gjorde mig utryg – og jeg turde ikke give slip på mig selv og være ked af det, for hvem skulle så passe på mig, midt i den tungsindige verden.
Tag sorgerne på forskud
Da jeg som nykonstateret blev præsenteret for ”døds- og ulykkesstatistikkerne”, var min reaktion, at jeg satsede på, at jeg hørte til i den gode ende. Det gav anledning til en underlig overbevisningskamp overfor mig – for det kunne jeg jo ikke vide noget om. Og nej, det kunne jeg jo ikke – men det kunne de da heller ikke. Men hvad er forskellen på en negativ og en positiv tro på livet? Det giver jo ikke andre behandlingsmuligheder. På det konkrete plan er der ingen forskel på dine muligheder – men det betyder meget for dit liv, om du går rundt og tænker sort – eller tager livet i den rækkefølge, det kommer.
Du skal være ked af at stikke dig selv
Da jeg startede på med Lantus insulin – blev jeg i første omgang kraftig fejlmedicineret med en overdosis, der var ved at tage livet mig. Efterfølgende trappede jeg dosis ned – og fandt frem til: At to mindre doser i døgnet, i stedet for den ene store som jeg var blevet anbefalet, gav en god døgnvirkning. Da jeg ved min kontrol på ambulatoriet fortæller, at jeg har fundet frem til, hvad der fungerer – bliver jeg af en irritabel sygeplejerske spurgt: Om jeg da ikke er ked at skulle stikke mig selv så mange gange? Mit svar var: Hvad er alternativet? Jeg var glad og lettet over at have fundet frem til noget, der fungerede – men det blev hurtigt problematiseret: Du er ked af det!
I perioder har det taget utrolig hårdt på mig – og jeg har været langt nede over, at skulle udsættes for den besynderlige form for personlig negativ nedskrælning, fra en verden som jeg lever i et livslangt afhængighedsforhold til – hvad enten jeg bryder mig om det eller ej. Det er for mig, en af de tunge problemstillinger ved at leve med diabetes.
Du skal ikke tro, at du er noget. Du tilhører ikke dem, der med nogen ret kan glæde sig over dit liv. Du er ked af det! Dit navn er depression – ka’ du så lære det!
Mentaliteten betyder også, at de problemer man i den verden har behov for at dyrke og pådutte patienterne, fylder så meget – at der ikke er plads til de problemer og bekymringer, som man selv har. De bliver ligegyldige og sekundære. Den eneste, der tager dem alvorligt, er dig selv…
Konsekvenserne for målgruppen
Samtidig kan man læse om undersøgelser, hvor det fremgår,at mange diabetikere lider af depressioner – langt flere end det er tilfældet for andre grupper med kroniske sygdomme. Der kan også være problemer med et overdrevent behov for selvkontrol, som fører til spiseforstyrrelser blandt unge.
Det vil man meget let kunne ændre noget på – ved at ændre på mentaliteten i behandlerkulturen. Der er noget, der hedder selvopfyldende profeti. Det bliver, som man i behandlerkulturen forsøger at påvirke tingene til at blive.
Den mentalitet er kommet til udtryk på mange forskellige
måder gennem årene.
Her er et par eksempler:
Dit liv er ødelagt
Da jeg som nykonstateret diabetiker var indlagt, var min reaktionlettelse over at få stillet en diagnose, der var til at leve med. Det stod i en noget skærende kontrast til den ”undergangsstemning” der prægede personalet. Jeg kan huske, der stod en rand af personale omkring min seng – da jeg fik overbragt det sørgelige budskab om det liv, der ventede mig med diabetes: Mit liv blev aldrig som før – og jeg skulle fra nu af til at have ansvaret for mig selv. Mig bekendt havde jeg altid haft ansvaret for mig selv – og jeg kan huske, at jeg tænkte: At det virkede som om, jeg var landet mit i en begravelse – og noget tydede på at det var min egen. Det gjorde mig utryg – og jeg turde ikke give slip på mig selv og være ked af det, for hvem skulle så passe på mig, midt i den tungsindige verden.
Tag sorgerne på forskud
Da jeg som nykonstateret blev præsenteret for ”døds- og ulykkesstatistikkerne”, var min reaktion, at jeg satsede på, at jeg hørte til i den gode ende. Det gav anledning til en underlig overbevisningskamp overfor mig – for det kunne jeg jo ikke vide noget om. Og nej, det kunne jeg jo ikke – men det kunne de da heller ikke. Men hvad er forskellen på en negativ og en positiv tro på livet? Det giver jo ikke andre behandlingsmuligheder. På det konkrete plan er der ingen forskel på dine muligheder – men det betyder meget for dit liv, om du går rundt og tænker sort – eller tager livet i den rækkefølge, det kommer.
Du skal være ked af at stikke dig selv
Da jeg startede på med Lantus insulin – blev jeg i første omgang kraftig fejlmedicineret med en overdosis, der var ved at tage livet mig. Efterfølgende trappede jeg dosis ned – og fandt frem til: At to mindre doser i døgnet, i stedet for den ene store som jeg var blevet anbefalet, gav en god døgnvirkning. Da jeg ved min kontrol på ambulatoriet fortæller, at jeg har fundet frem til, hvad der fungerer – bliver jeg af en irritabel sygeplejerske spurgt: Om jeg da ikke er ked at skulle stikke mig selv så mange gange? Mit svar var: Hvad er alternativet? Jeg var glad og lettet over at have fundet frem til noget, der fungerede – men det blev hurtigt problematiseret: Du er ked af det!
I perioder har det taget utrolig hårdt på mig – og jeg har været langt nede over, at skulle udsættes for den besynderlige form for personlig negativ nedskrælning, fra en verden som jeg lever i et livslangt afhængighedsforhold til – hvad enten jeg bryder mig om det eller ej. Det er for mig, en af de tunge problemstillinger ved at leve med diabetes.
Du skal ikke tro, at du er noget. Du tilhører ikke dem, der med nogen ret kan glæde sig over dit liv. Du er ked af det! Dit navn er depression – ka’ du så lære det!
Mentaliteten betyder også, at de problemer man i den verden har behov for at dyrke og pådutte patienterne, fylder så meget – at der ikke er plads til de problemer og bekymringer, som man selv har. De bliver ligegyldige og sekundære. Den eneste, der tager dem alvorligt, er dig selv…
Konsekvenserne for målgruppen
Samtidig kan man læse om undersøgelser, hvor det fremgår,at mange diabetikere lider af depressioner – langt flere end det er tilfældet for andre grupper med kroniske sygdomme. Der kan også være problemer med et overdrevent behov for selvkontrol, som fører til spiseforstyrrelser blandt unge.
Det vil man meget let kunne ændre noget på – ved at ændre på mentaliteten i behandlerkulturen. Der er noget, der hedder selvopfyldende profeti. Det bliver, som man i behandlerkulturen forsøger at påvirke tingene til at blive.
02 maj 2010
Jeg, mig - og så mig selv
Nu er tid jo ikke det, der er mest af i sundhedsvæsnet – og det kan være meget belastende, når den sparsomme tid der er, bliver brugt på sundhedspersonalets behov for at vælte dem selv, deres private liv og følelser i hovedet på patienterne.
Jeg har flere gange oplevet læger og sygeplejersker, der har haft et helt abnormt behov for at tale om dem selv.
Cykeldronningen
Jeg var på et tidspunkt udsat for en sygeplejerske, der var helt ekstrem. Sundhedsmedarbejdere går generelt meget op i, om man som diabetiker får motion. Så er der nogen, der har en meget begrænset opfattelse af hvad motion kan være – og det er denne sygeplejerske et eksempel på. Hun havde en forkærlighed for cykler. På hendes spørgsmål om hvorvidt jeg cyklede på arbejde – havde jeg svaret nej. Det gjorde hun. Og så fik jeg den helt store fortælling om, hvordan hun cyklede i alt slags vejr. Hendes regntøj. Den dejlige oplevelse hun havde ud af at stride sig gennem vejr og vind. Meget levende beretning – og jeg kunne nemt se hende for mig – med lyserøde kinder, i en selvfed rus ”Jeg, mig, mig selv – og så Ørnen – vi kan det der med cykler”. Men hvad kom det mig ved? Jeg var nødt til at afbryde hende, for jeg havde lige nogle ting omkring mig og mit liv, som jeg havde brug for at få vendt – inden tiden var helt udløbet…
Hans fætters søn
Nogen sundhedsmedarbejdere har brug for at komme lidt i ”familie” med patienterne. Jeg var på et tidspunkt ude for en læge, der mente at jeg måtte kende hans fætters søn, da han fandt ud af, at jeg havde en grunduddannelse som ingeniør fra Aalborg Universitet. Jeg kan ikke huske om fætterens søn hed Bo, Ib, Brian, Henrik eller noget helt andet. Denne fætters søn læste nemlig til ingeniør på selvsamme universitet. Det ville være meget usandsynligt, om fætterens søn der er en mellem flere tusinde ingeniørstuderende – lige tilfældigvis skulle være en jeg kendte. Men jeg kom jo sådan set også bare til kontrol på ambulatoriet, for at få en snak om mit helbred.
Som patient med en kronisk sygdom, er man over tid i kontakt med flere hundrede læger og sygeplejersker – og det er meget at forlange, at man skal kunne kapere at have ”familiære” og personlige relationer til dem alle sammen.
Jeg har flere gange oplevet læger og sygeplejersker, der har haft et helt abnormt behov for at tale om dem selv.
Cykeldronningen
Jeg var på et tidspunkt udsat for en sygeplejerske, der var helt ekstrem. Sundhedsmedarbejdere går generelt meget op i, om man som diabetiker får motion. Så er der nogen, der har en meget begrænset opfattelse af hvad motion kan være – og det er denne sygeplejerske et eksempel på. Hun havde en forkærlighed for cykler. På hendes spørgsmål om hvorvidt jeg cyklede på arbejde – havde jeg svaret nej. Det gjorde hun. Og så fik jeg den helt store fortælling om, hvordan hun cyklede i alt slags vejr. Hendes regntøj. Den dejlige oplevelse hun havde ud af at stride sig gennem vejr og vind. Meget levende beretning – og jeg kunne nemt se hende for mig – med lyserøde kinder, i en selvfed rus ”Jeg, mig, mig selv – og så Ørnen – vi kan det der med cykler”. Men hvad kom det mig ved? Jeg var nødt til at afbryde hende, for jeg havde lige nogle ting omkring mig og mit liv, som jeg havde brug for at få vendt – inden tiden var helt udløbet…
Hans fætters søn
Nogen sundhedsmedarbejdere har brug for at komme lidt i ”familie” med patienterne. Jeg var på et tidspunkt ude for en læge, der mente at jeg måtte kende hans fætters søn, da han fandt ud af, at jeg havde en grunduddannelse som ingeniør fra Aalborg Universitet. Jeg kan ikke huske om fætterens søn hed Bo, Ib, Brian, Henrik eller noget helt andet. Denne fætters søn læste nemlig til ingeniør på selvsamme universitet. Det ville være meget usandsynligt, om fætterens søn der er en mellem flere tusinde ingeniørstuderende – lige tilfældigvis skulle være en jeg kendte. Men jeg kom jo sådan set også bare til kontrol på ambulatoriet, for at få en snak om mit helbred.
Som patient med en kronisk sygdom, er man over tid i kontakt med flere hundrede læger og sygeplejersker – og det er meget at forlange, at man skal kunne kapere at have ”familiære” og personlige relationer til dem alle sammen.
Abonner på:
Opslag (Atom)