Hvad blev der af visionen om celletransplantation ?

For år tilbage var der meget tale om mulighederne for at helbrede diabetes 1 – ved transplantation af insulinproducerende celler. Selvfølgelig under de samme vilkår som andre former for transplantation – match og risiko for frastødning.

Jeg synes det er længe siden, der har været noget fremme om den behandlingsmulighed?

Det vil jo oplagt være den bedste – hvis det kan lade sig gøre.

Det er fint at der forskes i årsagerne til diabetes 1 – og dermed muligheden for på sigt at finde frem til en form for forebyggelse mod sygdommen. Men det kan jo have lange udsigter. Og for alle os der har sygdommen – og dem der fortsat vil få den – er det jo for sent med en forebyggende indsats.

En celletransplantation vil derimod være en reel behandling af sygdommen.

Skarp kritik af dansk diabetesbehandling

"Rigide systemer og manglende samarbejde mellem praktiserende læger og eksperter på hospitalerne gør, at danske diabetes-patienter ikke får den rigtige behandling i tide. Det kan få alvorlige følger som organskader og amputationer, skriver Dagens Medicin."

Læs hele » artiklen på Ekstra Bladet

Samspillet mellem teori og praksis

Det der ofte glipper i behandlers tilgang til patienterne, er manglende forståelse for samspillet mellem teori og praksis.

Der er jo ikke noget som helst overnaturligt eller religiøst ved den viden, man tilegner sig på et medicinstudie. Det er bare viden – i stil med den viden andre tilegner sig indenfor andre fag og jobområder.

Og hvis viden ikke bliver brugt til at spille godt sammen med praksis – men i stedet forsøger at hævde sig over praksis – så kommer der ikke noget godt ud af det.

I en behandlingssituation – der repræsenterer patienterne praksis – og behandleren repræsenterer den teoretiske viden. Den rigtig gode behandler – repræsenterer også noget erfaring, i kraft af sine møder med mange forskellige patienter.

Jeg havde på et tidspunkt en læge, der var fantastisk god ”at spille” sammen med. Det var befriende nemt og rart.

Et konkret eksempel på det gode samspil:
En sommer med hedebølge var jeg startet i et job, der krævede et højt aktivitetsniveau. Det resulterede i at mine blodsukre kom til at ligge meget lavt – mere end jeg forventede. Ved en samtale med den gode læge – fortalte jeg, at mine blodsukre var blevet usædvanlig lave, og det hang ikke helt sammen med det jeg normalt oplevede ved et højt fysisk aktivitetsniveau. Hun kunne så fortælle mig – at høje temperaturer i nogle tilfælde kunne påvirke optaget af insulinen meget kraftigt. Jeg kunne så føje den faktor til min personlige erfaringsbaserede tjekliste – og være opmærksom på, at jeg ikke kunne få et klart billede af, hvor meget den fysiske aktivitet i jobbet betød for insulin balancen – før hedebølgen var overstået.

Netop det at kunne få suppleret sine erfaringer med teoretisk viden, er, synes jeg, vigtig til forståelsen for de forskellige faktorers betydning. Dem er der mange af – mange der skal læres at kende på, hvordan de opleves – og meget træning af kropsbevidsthed for at kunne mærke efter og sortere, hvad der påvirker din insulin- og blodsukkerbalance – så du kan tage dine forholdsregler og reagere konstruktivt, når du står i situationen. Og så er det jo fantastisk rart med en læge – der kan mestre den gode dialog – ved netop at supplere med viden – når der sker noget, som ikke er helt som man selv forventer – og ”forstyrrer” den lille ”lommeregner” mange diabetikere render rundt med i baghovedet…

Den bedste måde at forstå det gode samspil mellem teoretisk viden og praksis – er ved at tænke på teori, som noget der står på sidelinien ved siden af praksis – ikke over – og ikke under – men ved siden af…

Lidt har også ret

Ved min forrige ambulante kontrol – havde jeg glæden af en samarbejdsmæssig positiv oplevelse…

Det var selvfølgelig den samme rodede verden som altid. Jeg skulle have mit årlige rutinetjek, med en masse blodprøver for lidt af hvert.

Da jeg kom ind til laboranten, kunne jeg se der manglede en af dem, der normalt var en del af ”pakken”. Jeg spurgte laboranten, som også undrede sig over, at den ikke var med. Vi lavede derefter den aftale, at han tog en ekstra prøve – som jeg så kunne bede sygeplejersken om at bestille, når jeg kom op i ambulatoriet. Så vi kunne gøre det i baglæns rækkefølge.

Og tænk, da jeg på ambulatoriet spurgte sygeplejersken, om de ikke havde glemt en prøve. Så skete der det fantastiske, at hun sagde TAK – fordi jeg selv var opmærksom på, at de havde lavet en fejl.

Ingen selvretfærdig surhed – eller irritation over, at blive fanget i en fejl – men TAK…

Det er jo dejligt, at slippe for kampe – hver gang de laver fejl. Og det kan jo heller ikke koste så meget – med et TAK – når det jo reelt er deres arbejde at sikre, at tingene fungerer. Og vi er jo nogen, der troligt retter alt, hvad vi oplever, der sker af fejl med vores egne behandling – ikke nødvendigvis af opofrende glæde – men af nødvendighed af hensyn til eget helbred…

Det virker måske ikke af så meget – at få et TAK – men med de oplevelser jeg har med i bagagen fra den verden – så hører det til i den positive ende af noget, der ikke kan forventes som en selvfølge i den verden…

Så hvem ved – måske er der alligevel håb for en bedre verden. At patienterne fremover får TAK for at nedbringe fejlprocenten i sundhedsvæsnet – i stedet for en personlig hård medfart…